Ukraine lukker reaktor på a-værk efter russisk granatangreb
Lederen for FN's atomenergiagentur Rafael Grossi (th) i den ukrainske by Zaporizjzja. Torsdag er han og et hold af atominspektører fra IAEA taget videre for at inspicere et atomkraftværk af samme navn, der flere gang er blevet ramt undre krigen mellem Ukraine og Rusland. Han bekræfter, at der er militær aktivitet i området, hvor de forsøger at nå frem. Foto: Genya Savilov/Ritzau Scanpix
FN's atominspektører på vej mod omstridt atomkraftværk. Sabotører forsøger at erobre det ifølge russisk medie.
En af to aktive reaktorer på det ukrainske atomkraftværk Zaporizjzja, der ligger i et område, som kontrolleres af russiske styrker, er taget ud af drift.
Det oplyser det ukrainske energiselskab Energoatom.
Samtidig forsøger atominspektører fra FN torsdag at nå frem til værket. Her frygter man en atomkatastrofe, hvis det bliver ødelagt.
- Som en følge af ny morterbeskydning fra russiske styrker mod Zaporizjzjas atomkraftværk, så er en nødprocedure aktiveret, og den femte reaktor, der har været i drift, er blevet lukket ned, lyder det fra Energoatom.
Værket har seks reaktorer, men kun to har været i drift.
Det russiske nyhedsbureau Tass skriver, at ukrainske sabotagegrupper har forsøgt et erobre atomanlægget. De blev landsat 2,5 kilometer fra atomkraftværket og rykkede hurtigt frem.
- De blev for størstedelen elimineret, lyder det i rapporten fra Tass.
Kort forinden oplyste den ukrainske leder i regionen, Oleksandr Starukh, at de russiske styrker beskyder den rute, som atominspektører fra FN skal benytte for at nå frem til det belejrede atomkraftværk.
Atominspektørerne fra IAEA var torsdag på vej til det omstridte atomkraftværk. De to parter i krigen beskylder hinanden for at beskyde atomanlægget. IAEA skal bevidne, hvad der sker.
- Russerne sender granater mod den på forhånd aftalte rute for IAEA's mission fra Zaporizjzja (byen red.) til atomkraftværket Zaporizjzja. Det skriver Starukh på det sociale medie Telegram.
Han føjer til, at FN's inspektører derfor ikke kan bevæge sig videre.
Ukraine oplyste tidligere, at Rusland har bombet Enerhodar. Byen ligger nær ved atomkraftværket, skriver AFP.
Ifølge Tass var det fra denne by, at ukrainske sabotører forsøgte at erobre atomkraftværket. Tass citerer en lokal russisk administrator for oplysningen.
IAEA-chef Rafael Grossi, der personligt leder de 14 inspektørers mission i Ukraine, siger, at der har været "øget militær aktivitet" i området ved Enerhodar.
Men han holder fast i sin plan om at besøge værket og dets personale.
- Vi stopper ikke, siger han.
De skal undersøge skader og se om teknikken og sikkerheden fortsat er i orden på atomkraftværket. Det ligger en længere køretur fra byen Zaporizjzja. Kraftværket blev i marts overtaget af russiske styrker. Men det drives stadig af ukrainske ansatte.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Jimmy hejser flaget: Veteraner kommer på finansloven
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik