Ukraine: Putin står bag nye uroligheder i vores land
Ukraine beskylder Ruslands præsident, Vladimir Putin, for at stå bag, da pro-russiske aktivister søndag trængte ind i regeringsbygninger i det østlige Ukraine.
Indenrigsminister Arsen Avakov siger, at han har beordret politiet til med fredelige midler at genoprette ro og orden.
Han anklager også Ukraines fordrevne præsident, Viktor Janukovitj, for at samarbejde med Putin om at skabe spændinger i det østlige Ukraine.
Søndag aften trængte en gruppe demonstranter ind i en regional regeringsbygning i Kharkiv, hvor de hejste det russiske flag på toppen af bygningen, rapporterer nyhedsbureauet AFP.
Tidligere på dagen gik pro-russiske demonstranter på gaden i to andre byer i det østlige Ukraine for at kræve en folkeafstemning om løsrivelse.
De trængte ind i en lokal regeringsbygning i Donetsk og i sikkerhedstjenestes kontorer i byen Luhansk.
- Putin og Janukovitj beordrede og betalte for den seneste bølge af separatistisk uro i den østlige del af landet, skriver Avakov på Facebook.
- Situationen vil vende og komme under kontrol uden blodsudgydelser. Det er ordren til ordensmagtens officerer, det er sandheden. Men sandheden er også, at ingen på fredelig vis vil tolerere lovløshed fra provokatører, fastslår han.
I Donetsk trængte cirka 100 mennesker ind i den lokale regeringsbygning, hvor de foldede det russiske flag ud for at trodse den pro-europæiske regering i hovedstaden Kijev.
De hætteklædte demonstranter indenfor brugte borde, stole og andre materialer til at forskanse sig i bygningen.
Forinden havde 1000 mennesker forsamlet sig på byens store plads, hvor de taktfast råbte "Rusland".
I Luhansk havde snesevis af pro-russiske aktivister held til at storme den statslige sikkerhedstjenestes kontorer.
Det kom til sammenstød med politiet, og to demonstranter og en betjent blev kvæstet.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde