Ukraine: Rusland er klar til at gå i storoffensiv fra næste uge
To troende, kristne kvinder er på vej hjem fra kirke i Bakhmut i det østlige Ukraine. Den sorte røg bag kirken vidner om, at russere og ukrainere stadig slås indædt om kontrol med byen. Foto: Yasuyoshi Chiba/Ritzau Scanpix
Wagner-chef udfordrer præsident Zelenskyj til duel, mens ukrainske ledere advarer om, at russisk offensiv kan komme i næste uge.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Russeren Jevgenij Prigozjin er en mand med fingrene dybt begravet i manipulation og falske nyheder.
I fjor erkendte han, at han forsøgte at forplumre det amerikanske præsidentvalg i 2016.
Vesten beskylder ham for at drive en såkaldt troldefabrik i Sankt Petersborg i Rusland. Herfra prøver russerne via blandt andet sociale medier at manipulere med vestlige valg og dagsordener.
USA har indført sanktioner mod Prigozjin, der også er leder af den store milits, eller private hær, der slås mod Ukraine på russisk side, Wagner-gruppen.
Så med hans erfaring med løgn og manipulation vil mange måske tvivle på ægtheden af den video, han nu har lagt på de sociale medier.
Annonce
Den viser den 61-årige Prigozjin på bombetogt.
Han sidder i et russisk kampfly. Videoen er optaget i delvis mørke. Han bærer en hjelm og en pilotmaske.
PMC Wagner boss Prigozhin reportedly flying a sortie as a navigator in SU-24 tactical bomber and is approaching ???? President Zelensky to arrange an fighter jet air battle to determine who will get Bakhmut and, apparently the eastern part of #Ukraine?? Translated#UkraineRussiaWarpic.twitter.com/Gz0kOiG18a
- Vi lander, vi har bombet Bakhmut, siger han om byen i det østlige Ukraine, hvor ukrainske tropper, russiske tropper og Wagner-hæren i ugevis har kæmpet hårde og blodige kampe.
Som var det i en by på prærien i en anden tid, udfordrer Prigozjin Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, til duel.
- Hvis du vil, så kan vi mødes i luften. Hvis du vinder, kan du tage Artemivsk (russisk for Bakhmut red.). Hvis ikke, fortsætter vi til Dnipro-floden, siger han ifølge AFP.
Han tilføjer, at han næste dag vil gå op bord i et Mig-29-jagerfly.
Så vidt vides er den 61-årige rigmand ikke jagerpilot, så det er næppe mere end psykologisk krigsførelse.
Men det synes derimod mere sikkert, at der er ved at ske noget på landjorden i og omkring Bakhmut og i det øvrige østlige Ukraine.
Russiske soldater befæster sig i den nordlige og østlige del af byen og trænger ukrainske soldater tilbage, siger Denis Pusjilin, fungerende leder af den selverklærede Donetsk Folkerepublik, som Rusland har annekteret. Annekteringen anerkendes ikke internationalt.
Annonce
Det er ikke klart, om Pusjilin, som citeres af det russiske nyhedsbureau Tass, taler om soldater fra Ruslands hær eller om Wagner-gruppen.
- Wagner-soldater står i den nordlige del. Kampene fortsætter i den østlige del, siger han.
Den ukrainske side har i ugevis advaret om, at Rusland forbereder en offensiv i forbindelse med årsdagen for Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar.
Serhij Hajdaj, ukrainsk guvernør i den delvist russisk besatte Luhansk-provins, siger, at russerne snart er klar.
- Vi ser, at flere og flere russiske reserver sendes i retning mod os. Vi ser mere og mere udstyr, der bringes frem, siger han ifølge Reuters.
- De kommer med ammunition, som bruges anderledes end før. Det er ikke længere bombardementer døgnet rundt. De er begyndt at spare på det. De gemmer det til en storoffensiv.
En gruppe ældre mennesker er på vej tilbage til deres boliger i krigshærgede Bakhmut efter at have hentet humanitær hjælp på et distributionscenter. Foto: Yasuyoshi Chiba/Ritzau Scanpix
- Det vil formentlig tage dem 10 dage at samle reserverne. Efter den 15. februar kan vi vente en offensiv, hvornår det skal være.
Vesten har lovet Ukraine kampvogne og langtrækkende missiler, og ukrainerne håber, at de kan være med til at slå russerne tilbage.
Det er dog ikke klart, hvornår de nye våben kommer.
/ritzau/
Hvor kommer offensiven?
Ukraine venter, at Rusland indleder en omfattende offensiv i det østlige Ukraine før eller i forbindelse med den 24. februar. Da er det et år siden, at Rusland angreb Ukraine. Eksperter og ledere har forskellige bud på, hvor offensiven vil komme.
* Ukraines forsvarsminister, Oleksij Reznikov, siger, at offensiven ifølge ukrainske efterretningskilder kommer fra øst mod syd for at udvide landkorridoren til halvøen Krim.
* Oleksandr Kovalenko, ukrainsk forsvarsanalytiker, siger, at der er fire muligheder. Offensiven kan komme fra Luhansk-regionen, Donetsk-regionen, fra regionen Zaporizjzja eller fra byen Mariupol.
* Han mener, at russerne måske vil bruge havnebyen Mariupol som centrum for materiel og soldater til offensiven. Situationen ved Bakhmut i Donetsk tilsiger, at russerne vil styrke deres tilstedeværelse i dette området med både udstyr og faldskærmstropper.
* Kovalenko mener også, at en ukrainsk modoffensiv ikke ligger lige for. Ukraines hær må indtage defensive positioner, specielt i Donetsk.
Kilde: Reuters.
/ritzau/
Ukrainske soldater sender endnu en granat mod de russiske stillinger ved Bakhmut. Billedet er fra den 24. januar. Foto: Stringer/Reuters
Jevgenij Prigozjin, grundlægger af Wagner-gruppen, er her fotograferet i cockpittet på et russisk Su-24-bombefly. Ifølge hans egne oplysninger har han været på bombetogt mod ukrainere. Foto: Concord Press Service/Reuters
Seneste artikler
Birthe slog sig voldsomt - og hun er ikke alene: Nu vil Biltema se på kantsten
Rækkehus i Stubbekøbing i brand
Nu reagerer kommunen på tung trafik i landsby: Vejen er ikke bygget til store lastbiler
Landsbyboere slog alarm for fem år siden: Nu frygter de endnu mere tung trafik
Larve fra helvede fundet i København for første gang
Mest læste artikler
Spisested på havnen genåbner: Håber at slå dørene op inden længe
Dobbelt vanvid: Porsche beslaglagt på Lolland
Stopper med at sælge brød: Laver bageri om til café
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Viktoria bliver student og skal overtage familiegården: - Vil bygge videre på det her fantastiske sted