Ukraine: Russisk angreb mod marked har dræbt mindst 17

Her ses efterdønninger af et angreb på et ukrainsk marked, hvor adskillige mennesker blev dræbt. Foto: Interior Ministry Of Ukraine/Reuters

Mindst ét barn er dræbt under russisk angreb mod den ukrainske by Kostjantynivka ifølge Ukraines regering.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et russisk angreb mod et marked i det østlige Ukraine har onsdag dræbt mindst 17 personer - herunder et barn. Adskillige er blevet såret.

Det oplyser ukrainske myndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, kalder angrebet bevidst og "uhyrligt".

- Et almindeligt marked. Et apotek. Mennesker, som ikke gjorde noget galt. Mange sårede, udtaler Zelenskyj på sociale medier ifølge AFP.

Angrebet ramte det østlige Ukraine i byen Kostjantynivka, der ligger cirka 100 kilometer nord for Donetsk og over 500 kilometer øst for hovedstaden, Kyiv.

Angrebet kommer på en dag, hvor der i Ukraine er flere besøg fra fremtrædende vestlige politikere.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har talt i det ukrainske parlament. Også USA's udenrigsminister, Antony Blinken, er i Kyiv.

Flammer kan ses, og folk løber under angreb i det østlige Ukraine. Foto: Volodymyr Zelenskiy Via Telegram/Reuters

Ukrainske embedsmænd har på det sociale medie Telegram delt en video, som viser en voldsom eksplosion i en indkøbsgade. Herefter falder flere mennesker, mens andre søger dækning.

Lokale medier beskriver ifølge nyhedsbureauet Reuters hændelsen som et missilangreb.

- De ødelagde alt. Alle butiksvinduerne. Alt blev spredt rundtomkring, siger et øjenvidne til AFP.

- Gudskelov er vi i live. Men pigerne, som solgte ting der, er alle døde, siger øjenvidnet.

Foruden de dræbte er mindst 32 personer blevet såret i angrebet, lyder det fra indenrigsminister Ihor Klymenko.

På Telegram har han delt billeder af redningsarbejdere, som går igennem murbrokkerne og bærer lig i sorte sække.

Præsident Zelenskyj siger som reaktion på angrebet:

- Denne russiske ondskab skal besejres så snart som muligt.

Kostjantynivka ligger ikke langt fra områder med kampe. Byen ligger således omkring 30 kilometer fra Bakhmut, hvor der har været voldsomme kampe

/ritzau/