Ukraine: Russisk krydsermissil og 29 droner er skudt ned
Ifølge Ukraines regering har Rusland på ny indledt en offensiv med luftangreb mod ukrainsk infrastruktur.
29 iransk-fremstillede droner, som det russiske militær på Krim-halvøen sendte ind over Ukraine, er sammen med et russisk krydsermissil blevet skudt ned. Det oplyser det ukrainske luftvåben.
Ifølge regeringen i Ukraine har Rusland på ny indledt en offensiv med luftangreb rettet mod Ukraines energinfrastruktur. Det har tidligere medført, at millioner af mennesker i lange perioder har stået uden varme og vand.
- Natten til 3. oktober angreb de russiske besættelsesstyrker med 31 Shahed-droner og et krydsermissil, hedder det i en pressemeddelelse fra Ukraines luftvåben.
Dronerne og missilet blev nedskudt af ukrainske styrker i regionerne Mykolajiv og Dnipropetrovsk.
Præsident Volodymyr Zelenskyj opfordrede i denne uge EU til at udvide sanktionerne mod Rusland og Iran, fordi det forsyner russerne med angrebsdroner.
Rusland annekterede Krim-halvøen fra Ukraine i 2014.
I den østlige ukrainske by Kharkiv meddeler borgmesteren, at den første fuldstændige underjordiske skole skal bygges i byen.
- Lokaler under jorden vil være så godt beskyttede, at det vil give tusindvis af børn mulighed for at gennemføre deres skolegang og uddannelse - også mens luftangreb er i gang, skriver byens borgmester, Ihor Terechov, på meddelelsestjenesten Telegram.
I de dele af Ukraine, som er udsat for de fleste russiske angreb, er meget af undervisningen flyttet online, men det fungerer ikke lige så godt som almindelig skolegang.
I Kharkiv rapporteres der om, at der skal bygges "klasseværelser" på metrostationer.
- I år er der planlagt opførelse af over 60 klasseværelser, så der er plads til at undervise omkring 1000 elever, lyder det.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub