Ukraine ser russiske soldater som muligt tegn på invasion
Her ses ukrainske soldater under en øvelse med USA og andre Nato-medlemmer nær byen Lviv i september. Foto: Yuriy Dyachyshyn/Ritzau Scanpix
Yuriy Dyachyshyn/Ritzau Scanpix
Det kan være et tegn på invasion, at der befinder sig 115.000 russiske soldater tæt på grænsen, mener Ukraine.
Forud for et Nato-møde tirsdag advarer Ukraine om risikoen for en mulig russisk invasion af landets territorie.
- I værste fald vil Rusland ved brug af magt forsøge at flytte grænserne i Europa, som det gjorde i Georgien i 2008 og i Ukraine i 2014, siger den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba, i Kiev mandag.
Han anslår, at der i øjeblikket er 115.000 soldater udstationeret på den russiske side af grænsen mellem Rusland og Ukraine.
- Det, vi ser lige nu, er meget alvorligt, siger udenrigsministeren.
I samme ombæring afviser han beskyldninger fra Rusland om, at den ukrainske regering er ved at forberede et angreb på dele af det østlige Ukraine, som kontrolleres af prorussiske separatister.
- Ukraine har ingen planer om nogen som helst militær offensiv i Donbas-regionen, siger Kuleba.
Han tilføjer, at regeringen i Ukraine fortsat er interesseret i at finde en politisk løsning på konflikten.
Sidste fredag kaldte den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskij, rygter om en påstået russisk invasion for "en skræmmekampagne".
- Jeg tror ikke, at situationen er værre nu, end den var i foråret, sagde præsidenten.
Tidligere har især rapporter i amerikanske medier antydet en eskalering af konflikten mellem Rusland og Ukraine, som har stået på siden 2014.
Dengang annekterede Rusland Krim fra Ukraine. Rusland anser halvøen for at være en del af Ruslands territorie, mens Krim er internationalt anerkendt som værende en del af Ukraine.
Moskva har allerede afvist forlydender om, at der skulle befinde sig "store og usædvanlige" russiske styrker nær grænsen til Ukraine.
Udenrigsministrene fra Natos 30 medlemslande mødes tirsdag til et to dage langt møde i den lettiske hovedstad, Riga.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde