Ukraine trækker sig fra vigtig frontlinjeby for at undgå omringning
Oleksandr Syrskyi indtog posten som ukrainsk forsvarschef for blot få dage siden. Foto: Valentyn Ogirenko/Reuters
Ukrainske styrker trækker sig fra Avdijivka for at undgå omringning, siger landets forsvarschef.
De ukrainske styrker trækker sig fra byen Avdijivka for at undgå at blive omringet.
Det oplyser landets forsvarschef, Oleksandr Syrskyi, i et opslag på Facebook ifølge nyhedsbureauet Reuters natten til lørdag dansk tid.
Ifølge det britiske medie BBC spiller byen en nøglerolle for frontlinjen i den to år lange krig mellem Ukraine og Rusland.
Tropperne skal i stedet omrokeres til andre positioner på frontlinjen. Tilbagetrækningen sker også af hensyn til ukrainske soldaters liv, oplyser forsvarschefen ifølge BBC.
- Vores soldater har aftjent deres militære tjeneste med værdighed, gjort alt i deres magt for at ødelægge de bedste russiske militære enheder, påført fjenden store tab af både mandskab og udstyr, skriver Syrskyi i opslaget ifølge BBC.
Oleksandr Syrskyi indtog posten som forsvarschef for blot få dage siden.
Der har de seneste dage været hårde kampe i den belejrede frontlinjeby i det østlige Ukraine.
USA har tidligere advaret om, at den vigtige by kan falde. Det rapporterede AFP og BBC.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, sagde for få dage siden, at Kyiv ville gøre alt for at redde liv i den symbolsk vigtige by, som er belejret fra tre sider af russiske styrker.
Ukraine har udtalt, at en indtagelse af Avdijivka er blevet Ruslands vigtigste mål forud for toårsdagen for krigens begyndelse.
Kampen om Avdijivka har været en af de hidtil blodigste i krigen. Mange har sammenlignet den med slaget om Bakhmut, hvor titusindvis af russere blev dræbt.
Ukrainske ledere har udtalt, at situationen ved fronten forud for lørdag var blevet stadigt mere vanskelig på grund af mangel på ammunition og optrappede russiske angreb.
Rusland har forsøgt at indtage Avdijivka i månedsvis. Byen er næsten blevet fuldstændig ødelagt.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker