Ukraine vil med droneangreb have russiske borgere til at mærke krigen

En lejlighedsbygning i Moskvas finansielle distrikt blev ramt af nedskudte droner søndag. Bygningen huser efter sigende regeringskontorer. Ingen personer kom til skade. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix

Ukraine bliver stærkere og rykker krigen til Rusland, siger præsident Zelenskyj efter droneangreb på Moskva. Ukraine vil påvirke de ubekymrede russiske borgere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det bliver mere og mere ubekvemt for myndighederne i Rusland.

De skal holde fast i budskabet til befolkningen om, at Ruslands "særlige militære operation" i Ukraine går helt efter planen. At man er i fuld kontrol.

Men samtidig har Ukraine tilsyneladende skruet op for droneangrebene mod Rusland. Og dronerne har nået hjertet af den russiske hovedstad, Moskva, flere gange i løbet af de seneste måneder.

Senest søndag, hvor det russiske forsvarsministerium sagde, at tre ukrainske droner var blevet skudt ned i Moskva i de tidlige morgentimer.

Ligesom de tidligere angreb medførte det søndag kun mindre skader. To styrtede ned og ramte kontorbygninger.

Ukraine har ikke officielt taget skylden for angrebene. Det gør Ukraine typisk ikke, når der er tale om specifikke hændelser på russisk territorium.

Mellem linjerne lader Ukraine imidlertid ikke til at lægge skjul på, hvem der står bag.

Fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, lyder det, at krigen nu rykker til Rusland.

- Ukraine bliver stærkere. Gradvist vender krigen tilbage til russisk territorium. Til dets symbolske områder og militære baser.

- Det er en uundgåelig, naturlig og fuldstændig retfærdig proces, siger han ifølge AFP.

Den seneste række af droneangreb mod Moskva tjener et specifikt formål, siger Jurii Ihnat, talsmand for den ukrainske luftstyrke. De skal påvirke de russere, som ikke er påvirket af krigen og føler, at den er langt væk.

- Der flyver altid noget i Rusland. Også i Moskva. Krigen påvirker nu dem, som ikke var bekymrede.

- Selv om de russiske myndigheder gerne vil vende det blinde øje til ved at sige, at de har nedskudt alt, så er der noget, der rammer, siger han til ukrainsk tv ifølge CNN.

BBC beskriver de ukrainske udmeldinger i kølvandet på droneangrebene som et skridt op i forhold til Kyivs normale tilgang om ikke at tage ansvar for angreb i Rusland.

Zelenskyj tager ikke direkte ansvar for angrebene, men han bruger dem til at gøre russerne opmærksomme på, hvilke konsekvenser krigen har for dem.

- Hvis russerne forbinder eksplosioner tæt på hjemmet, med hvad der foregår i Ukraine, som Zelenskyj fremhæver, så bliver det lidt sværere for Ruslands præsident, Vladimir Putin, at retfærdiggøre sin invasion, skriver BBC.

En ung kvinde ved navn Liya siger til Reuters, at hun var i en lejlighed, da droneangrebet søndag morgen fandt sted.

- På et tidspunkt hørte vi en eksplosion. Det var som en bølge, og alle hoppede. Så var der en masse røg, og man kunne ikke se noget.

Reuters kunne søndag berette om ødelagte vinduer i en lejlighedsbygning, ligesom fly til og fra en lufthavn i Moskva kortvarigt blev indstillet på grund af hændelsen.

Selv om dronerne blev skudt ned, bliver det sværere og sværere for borgerne i Moskva ikke at lægge mærke til, at Rusland er et land i krig.

Mere er i vente. Det varsler den ukrainske minister Mykhajlo Fedorov, som står med ansvaret for planen "hær af droner".

Det bliver sværere for russiske borgere at ignorere krigen, når droneangreb fremtvinger afspærringer og forårsager skader på bygninger i Moskva. Foto: Stringer/Reuters

Han siger, at der kommer flere droneangreb, i takt med at Ukraine skruer yderligere op for sin modoffensiv.

/ritzau/

Droneangreb på Rusland

* Søndag sagde Ruslands forsvarsministerium, at man havde nedskudt tre ukrainske droner tidligt søndag morgen. En lejlighedsbygning, som angiveligt huser regeringskontorer, blev beskadiget. Ingen personer kom til skade.

* Fredag oplyste Moskvas borgmester, Sergej Sobjanin, på beskedtjenesten Telegram, at en "fjendtlig drone" havde forsøgt at begå et angreb.

* Sidste mandag sagde Rusland, at man havde nedskudt to droner nær forsvarsministeriets hovedkvarter i Moskva.

* I maj blev to droner skudt ned ved Kreml, det russiske præsidentkvarter.

* Derudover har der de seneste uger været en række af droneangreb på russiske byer nær den ukrainske grænse og på Krim-halvøen.

Kilder: Reuters og AFP.

/ritzau/

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, kalder det en "naturlig og retfærdig proces", at krigen nu også mærkes på russisk territorium. Foto: Handout/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu