Ukrainere protesterer mod valgsvindel

Tusindvis af ukrainere er samlet i det centrale Kijev mandag for at demonstrere mod påstået svindel under parlamentsvalget, der blev vundet af det regerende parti. Samtidig truer oppositionen med ikke at ville anerkende den ny lovgivende forsamling.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mindst 2000 oppositionstilhængere med gule og blå ukrainske flag er foran den centrale valgkommissions hovedkvarter, hvor der også er en massiv tilstedeværelse af urobetjente fra Berkuts elitestyrker, oplyser en korrespondent for nyhedsbureauet AFP på stedet.

De politiske spændinger er steget i Ukraine, fordi myndighederne mere end en uge efter valget 28. oktober endnu ikke har set sig i stand til at offentliggøre det endelige valgresultat.

Politiske kommentatorer venter, at præsident Viktor Janukovitsj regerende Regionernes Parti vil have et papirtyndt flertal i det ny Verkhovna Rada på trods af en stærk udfordring fra oppositionen, der er ledet af den tidligere premierminister Julia Timosjenko.

Timosjenkos Fædrelandsparti siger i en erklæring, at det er parat til at erklære det ny Rada ugyldigt, hvis ikke myndighederne indstillede forfalskningen af valgprocessen.

Truslen fra Fædrelandspartiet støttes af andre større oppositionspartier som den nationalistiske Svoboda-bevægelse og mesterbokseren Vitali Klitsjkos Udar-parti, som har truet med ikke at indtage dets pladser i parlamentet.

/ritzau/AFP