Ukraines førstedame kæmper i FN for at få ukrainske børn ud af Rusland

Olena Zelenska lytter, mens hendes mand, Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er på talerstolen i New York ved FN's Generalforsamling. Han talte sent tirsdag. Foto: Ed Jones/Ritzau Scanpix

Olena Zelenska er med sin mand til FN's Generalforsamling for at få hjælp til at redde tvangsflyttede børn. Hun har også været forbi Bill og Hillary Clinton.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ruslands præsident, Vladimir Putin, er ikke rejst til New York til FN's Generalforsamling. Det er Olena Zelenska, Ukraines førstedame, til gengæld, og hun gør på sin egen måde sit til, at Putin alligevel er på dagsorden.

Olena Zelenska har ikke adgang til talerstolen ved generalforsamlingen. Men hun er med i flere af de møder og arrangementer, der finder sted i New York i denne uge, hvor ledere fra det meste af verden er rejst til den østamerikanske millionby.

Og her taler hun de ukrainske børns sag.

Præsidentfruen siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at siden Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar 2022 har Rusland tvangsflyttet 19.000 ukrainske børn til Rusland eller til russisk-besatte områder.

Hun siger, at kun 386 af dem er hentet hjem.

Det er netop sagen om børnene, som har ført til en anklage om krigsforbrydelser mod Putin ved Den Internationale Straffedomstol (ICC).

Domstolen har udstedt en anholdelsesbegæring på den russiske præsident for at have tvangsflyttet børn.

Både han og Maria Lvova-Belova, Ruslands kommissær for børns rettigheder, der også anklages, afviser de ukrainske beskyldninger.

Ifølge Rusland er børnene reddet ud og væk fra krigens rædsler. De er ikke tvangsflyttet.

Zelenska siger, at russerne fortæller børnene, at deres forældre ikke har brug for dem. At deres land ikke har brug for dem. At ingen venter på dem.

- De bortførte børn får at vide, at de ikke længere er ukrainske børn, men russiske.

Hendes mand, præsident Volodymyr Zelenskyj, har været på talerstolen i generalforsamlingen. Han slog også et slag for børnene.

- Vi prøver at få børnene hjem, men tiden går. Hvad skal der ske med dem?, spurgte han.

- De børn lærer, at de skal hade Ukraine. Alle bånd til deres familier er brudt. Det er klart folkedrab.

Olena Zelenska, Ukraines førstedame, taler med Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, under FN's Generalforsamling. Foto: Brendan Mcdermid/Reuters

Ukrainske myndigheder undersøger også 230 tilfælde, hvor russiske soldater anklages for sexovergreb på civile, herunder 13 børn.

Zelenska siger, at det drejer sig om 12 piger og en dreng. Det yngste barn er fire år.

Et af de steder, hvor der er arrangementer i forbindelse med generalforsamlingen, er i Clinton Global Initiative.

Den hører under Clinton-stiftelsen, som Bill Clinton oprettede, da han gik af som USA's præsident i 2001.

Det er en velgørenhedsorganisation, der blandt andet beskæftiger sig med globalisering. I 2013 ændrede den navn til Bill, Hillary og Chelsea Foundation, da hans kone, tidligere udenrigsminister Hillary Clinton, og datter, Chelsea, også blev involveret.

Zelenska har været forbi Hilton-hotellet, hvor Clinton-parret har tildelt hende prisen Clinton Global Citizen Award. Den gives til personer, der viser visioner og ledelse til at forbedre verden.

- Hun har været en stærk fortaler for fred og en utrættelig helt for sit stålsatte folk, lyder begrundelsen.

USA's tidligere præsident Bill Clinton (t.v.) overrækker en pris til Olena Zelenska under konferencen i Clintons organisation. Til højre er det tidligere udenrigsminister Hillary Clinton, gift med Bill Clinton. Foto: Giada Papini Rampelotto/Europane/Ritzau Scanpix

Zelenska takkede for prisen, som hun sagde, at hun modtager på vegne af det ukrainske folk.

- En leder er én, der kommer til hjælp, der står sammen med dem, der har brug for hjælp. Jeg er taknemmelig for det amerikanske folk og deres venner og familier for at være sådanne ledere.

Ifølge nyhedsbureauet AP har Zelenska i det seneste år arbejdet sammen med Hillary Clinton om at udarbejde det, der kaldes Ukraines Action Network.

Det er et program, som Clinton-stiftelsen vil bruge til at hjælpe Ukraine på en lang række områder.

Det gælder blandt andet computere til studerende og soldrevne lys-løsninger.

- Vi er med i det her på den lange bane for Ukraine, for ukrainerne og for demokrati over alt, sagde Hillary Clinton.

- Deres kamp er vores kamp. Lad ikke nogen fortæller jer noget andet.

Olena Zelenska taler i Clintons organisation. Konferencen blev holdt på Hilton i New York i forbindelse med FN's Generalforsamling. Foto: Julia Nikhinson/Ritzau Scanpix

/ritzau/

Ukraines savnede børn

* Tusindvis af ukrainske børn er under krigen blevet tvangsflyttet til Rusland, siger Ukraine.

* Ukrainske tal siger, at det er omkring 19.000 børn, som er flyttet til enten Rusland eller til ukrainske områder, der er besat af Rusland.

* Kun 386 af dem er blevet bragt tilbage.

* Mange af børnene lever nu i russiske familier. Ifølge Ukraine indoktrineres børnene til at hade Ukraine. Rusland siger, at børnene er reddet væk fra krigens rædsler.

* Det er spørgsmålet om børnene, der har ført til, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, er anklaget for krigsforbrydelser ved Den internationale Straffedomsol (ICC).

Kilde: AFP.

/ritzau/

Krigen i Ukraine har kastet det ukrainske præsidentpar ud i offentlige roller, som de færreste ønsker sig. Præsident Volodymyr Zelenskyj er Ukraines ansigt til omverdenen under krigen, og Olene Zelenska er ved hans side. De deltager i masser af ceremonier, ofte for faldne. Billedet er fra den 24. august under en gudstjeneste i Skt. Sophia-katedralen i Kyiv på Ukraines uafhængighedsdag. Foto: Handout/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu