Ukraines fredsløsning fejes af bordet af Rusland
Søndag blev en mulig fred i Ukraine diskuteret i Davos. Rusland siger, at det er "snak for snakkens skyld".
Ukraines bud på en fredsløsning bliver ikke til noget, når Rusland ikke er med i drøftelserne.
Sådan lyder det mandag fra Rusland, efter at nationale sikkerhedsrådgivere og topdiplomater fra 81 lande og internationale organisationer søndag var samlet i Davos for at drøfte mulige fredsløsninger efter næsten to års krig i Ukraine.
- Det er snak for snakkens skyld, siger talsperson for Kreml, Dmitrij Peskov.
- Denne proces kan ikke lede til nogle specifikke resultater af den indlysende årsag, at vi ikke deltager, lyder det.
Schweiz, som er vært for mødet, siger, at drøftelserne om Ukraine har til formål at få de nationale sikkerhedsrådgivere til at enes om principperne "for en varig og retfærdig fred i Ukraine".
Disse principper skal være grundlag for den næste forhandlingsfase i en fredsproces.
Den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj har sagt, at alle snakke med Rusland er ulovlige.
På trods af, at der allerede var møde om en fredsløsning i Ukraine søndag, starter World Economic Forum (WEF) i Davos i Schweiz formelt først mandag.
Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj var ikke til stede søndag, men var repræsenteret af sin stabschef Andrij Jermak. Senere på ugen taler Zelenskyj ved WEF.
Til og med 19. januar samles verdens mest magtfulde og indflydelsesrige mennesker til diskussioner om økonomisk udvikling, fattigdom, ligestilling, krig og klimaforandringer på årets møde.
WEF er en privat organisation, hvis officielle formål er at "forbedre verdens tilstand".
WEF sætter hvert år et hovedtema - i 2024 er hovedtemaet "genopbygning af tillid".
Op til årsmødet udgiver WEF en årsrapport, der på basis af interviews med omkring 1000 eksperter fra hele verden udpeger årets største udfordringer.
Dette års rapport peger blandet andet på, at misinformation vil være den største trussel over de næste to år.
På længere sigt - over de næste ti år - er det klimaforandringerne, der dominerer risikobilledet.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker