Ukraines hær mangler intelligente og modige mænd til at rydde miner
Det er de ukrainske minører, der som de første ankommer til fronten for at rydde terrænet for landminer og minefælder. Minørerne er derfor essentielle i den ukrainske krigsførelse, men deres arbejde er farligt. (Arkivfoto). Foto: Genya Savilov/Ritzau Scanpix
Minerydning er et dødsensfarligt, men vigtigt arbejde for Ukraines hær. Det bliver imidlertid sværere. Kun få vil have opgaven, og russerne er opfindsomme
Ritzau RitzauThit Lund Bording
Ritzau RitzauFlorent Vergnes, Ritzau/AFP/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
En øredøvende eksplosion ryster jorden i den krigshærgede ukrainske region Donbas.
I januarkulden lærer de ukrainske mineryddere fra sig om de dødelige landminer, der ligger spredt udover de frosne marker.
Det er snart to år siden, at Rusland invaderede nabolandet Ukraine. Siden har de to parter kæmpet en tyngende skyttegravskrig.
Op mod en tredjedel af det ukrainske territorium menes at være fyldt med russiske landminer. De ueksploderede miner udgør en stor fare for civile, soldater og de minører, hvis mission det er at desarmere dem.
Minørerne er en essentiel del af den ukrainske krigsførelse. Uden dem ville de ukrainske styrker ikke kunne udføre offensive operationer, og civile ville ikke kunne vende hjem til byer og regioner.
Annonce
Men det i forvejen farlige arbejde udfordres af manglen på rekrutter og stadigt mere dødelige russiske mineringsteknikker.
Sergent Boller og Anatolij er to ukrainske minører, som AFP taler med under oplæringen af nye rekrutter.
Med en mine i sin ene hånd advarer Anatolij om potentielle minefælder. Hvis rekrutterne ser pengesedler, cigaretpakker eller telefoner, skal de ikke samle dem op.
- Det er med sikkerhed fælder. Vi har sågar mistet soldater på grund af en fælde i form af Pepsidåser, siger han.
De ukrainske minørers motto er "altid foran de forreste". De er ofte de første ved fronten og rydder terrænet, før styrkerne ankommer.
Men det er vanskeligt at finde folk, der er villige til at tage de risici, det kræver at være minør.
- Ud over at skulle skelne mellem forskellige sprængstoffer skal man også kende til den kemiske komposition, og hvordan man håndterer dem.
- Det er svært at finde intelligente folk, der ikke er bange af sig, siger Boller.
Arbejdet er uundværligt i krigen mod Rusland, siger oberst Oleg Shyvarskiy, der er chef for minerydning i den ukrainske hær.
Det skønnes, at op mod en tredjedel af det ukrainske territorium er fyldt med miner. Præcis hvor mange, der er tale om, vides ikke. "Det finder vi først ud af, når vores land ikke længere er besat," siger leder af ukrainske hærs minerydning, Oberst Oleg Shyvarskiy. (Arkivfoto). Foto: Genya Savilov/Ritzau Scanpix
Han erkender, at der er rekrutteringsvanskeligheder, og at de fleste "ganske enkelt er for bange til at kunne blive minører".
Annonce
Situationen er dog ikke kritisk takket være international hjælp og åbningen af nye centre til oplæring og rekruttering.
Det egentlige antal miner, der er blevet udlagt i Ukraine af russiske styrker, er umuligt at skønne.
Shyvarskiy fortæller, at minerne placeres tilfældigt. I nogle områder kun en halv meter fra hinanden.
Derudover bliver de russiske mineringsteknikker konstant forbedret.
De ukrainske minører oplever i højere grad russiske taktikker, der er designet til at gøre det meget svært at desarmere dem.
Sergent Boller er tildækket af jord efter at have desarmeret en pansermine, som er en landmine, der ødelægger tunge køretøjer som kampvogne.
Den ukrainske hær har vanskeligheder med at rekruttere mænd til at arbejde som minører. "Det er svært at finde intelligente folk, der ikke er bange af sig," siger sergent Boller, der er minør i hæren. (Arkivfoto). Foto: Genya Savilov/Ritzau Scanpix
Minørerne arbejder mest om natten, fordi de kommer så tæt på fronten og fjendtlige soldater, fortæller han. De føler sig frem på jorden med pinde.
- Vi kravler hen over jorden - i mudder, i lort - russerne anbringer dem alle vegne, siger Boller.
Før krigen var han anlægsgartner i Tyskland. Som minør har han mistet venner og kolleger.
- De, der ikke døde, har mistet deres ben. Men det stopper ikke mig, siger han.
Annonce
/ritzau/
Krigens gang
* Krigen mellem Rusland og Ukraine har snart været i gang i to år. Den begyndte med den russiske invasion den 24. februar 2022.
* Ukrainske styrker har genvundet en lille smule land siden i sommer. Rusland besætter stadig knap en femtedel af Ukraine.
* De ukrainske styrker står over for en ny russisk offensiv i den østlige del af landet, mens der også skrues op for de russiske bombardementer.
* Rusland udtrykker stadig større sejrssikkerhed, mens Ukraine er presset. Ukraines allierede er ikke lige så ivrige efter at hjælpe økonomisk og med militært udstyr som tidligere under krigen. Hjælpen er afgørende for Ukraines muligheder for at nedkæmpe de russiske styrker.
* Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger, at de russiske styrker oplever store tab og afviser, at Rusland er i gang med at vinde krigen.
Kilde: AFP og Reuters.
/ritzau/
De russiske mineringstaktikker forbedres hele tiden og udfordrer de ukrainske minører, der har til opgave at desarmere minerne. Ofte laver de russiske styrker minefælder af genstande som for eksempel pengesedler, sodavandsdåser og cigaretpakker. (Arkivfoto). Foto: Genya Savilov/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
- Det er næsten magisk: Sarah er Katedralskolens første blinde student
Knust rude førte politiet til pusher
Lysanlæg udgør stor fare: Oprykker kan miste sin hjemmebane
Sankthans på Sydhavsøerne: Send dine billeder og få dem i Folketidende
300 gange har Per givet liv videre
Mest læste artikler
Efter stor indsats: Savnet mand fundet død
Udlejer vil sælge til nedrivning
Sådan bliver sankthans-vejret
Gigant vil udvide på Falster
Flygtede fra flammerne i natten