Julia Timosjenko skældte og smældte, da retssagen om magtmisbrug mod hende blev indledt ved en domstol i Ukraine fredag.
- Janukovitj er en kujon. Han er bange for politisk konkurrence og opposition, sagde Timosjenko om den nuværende præsident, den konservative og Rusland-venlige Viktor Janukovitj.
- Uanset hvilken dom, der bliver afsagt, er det en dom over Janukovitj og ikke over mig, sagde Timosjenko, mens tusinder af hendes tilhængere samledes uden for retsbygningen.
Med sædvanlig sans for drama gjorde Timosjenko - der bærer øgenavnet "Jernladyen" - sin entré i en cremefarvet dragt og med en lyserød rose i hånden, mens hendes tilhængere taktfast råbte "Julia, Julia".
Inde i bygningen gjorde hun korsets tegn og tog derefter et eksemplar af landets forfatning, en bønnebog og et religiøst ikon frem og stillede på bordet foran sig.
- Dette er en farce og et cirkus og ikke en retshøring, meddelte hun dommeren.
- Retssystemet er blevet privatiseret af Janukovitj og hans kreds, sagde hun og kaldte dommer Rodion Kirejev "præsidentskabets marionet".
Timosjenko er anklaget for at have underskrevet en kontrakt om russiske gasleverancer, hvor prisen blev sat kunstigt høj, og som ifølge anklageren har kostet Ukraine cirka halvanden milliard kroner.
Hun risikerer mellem syv og 10 års fængsel, hvis hun kendes skyldig.
Timosjenko, der var en af hovedarkitekterne bag Orangerevolutionen i 2004 og en fortaler for reformer, afviser anklagerne og siger, at de er politisk motiverede.
Siden Timosjenko tabte præsidentvalget til Janukovitj i februar i fjor, har myndighederne slået hårdt ned på politiske modstandere blandt andet ved at retsforfølge dem.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned