Ukraines mission i Madrid rystet af brevbombe
Den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba, har givet ordre til, at alle ukrainske ambassader "meget hurtigt" skal skærpe sikkerheden. Det sker efter en ansat på den ukrainske ambassade i Madrid onsdag blev såret af en brevbombe. Foto: Oscar Del Pozo/Ritzau Scanpix
En ansat på den ukrainske ambassade i Madrid blev onsdag såret af en brevbombe, oplyser spansk politi.
Ukraine har skærpet sikkerhedsforanstaltningerne på dets ambassader i udlandet, efter at de spanske myndigheder onsdag meddelte, at en ansat på den ukrainske ambassade i Madrid er blevet såret af en brevbombe.
Den pågældende medarbejder blev kun lettere såret og kunne selv tage på skadestuen for at blive undersøgt, oplyser politiet i den spanske hovedstad.
Den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba, har givet ordre til, at alle ukrainske ambassader "meget hurtigt" skal skærpe sikkerheden.
Ministeren har også indtrængende opfordret de spanske myndigheder til at gennemføre en hurtig efterforskning af angrebet.
- Uanset hvem der står bag angreb, så vil det ikke lykkes dem at skræmme ukrainske diplomater eller forhindre dem i at gøre deres arbejde med at styrke Ukraine og imødegå russisk aggression, hedder det.
Brevbomben ankom til ambassaden i en almindelig konvolut og blev ikke skannet.
- Sprængladningen forårsagede et sår på en ansats ringfinger, oplyser en talskvinde for den spanske regering til tv-stationen Telemadrid.
Politifolk og særlige efterforskere har indledt en undersøgelse sammen med forskellige specialister, oplyser det spanske politi.
Et boligkvarter, der ligger op til den ukrainske ambassade, er blevet afspærret og en bombespecialister er på stedet, rapporterer TVE.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker