Ukraines nye missiler gør det hedt for russerne på slagmarken
Ukraine har modtaget 12 Himars-artillerisystemer fra USA. (Arkivfoto). Foto: Fayez Nureldine/Ritzau Scanpix
USA har forsynet Ukraine med flere langtrækkende missiler. De har allerede ødelagt over 20 russiske våbendepoter og kommandoposter.
Ritzau RitzauMads Ingemann Abbes/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Det amerikanske artillerisystem Himars er med dets lange rækkevidde og nøje præcision ikke noget at spøge med.
Siden juni har USA forsynet Ukraine med flere af systemerne.
Og det kan vende krigen i Ukraines favør og sætte en stopper for Ruslands offensiv, spår eksperter.
Himars-missiler har allerede ødelagt mere end 20 centrale russiske våbendepoter og kommandoposter.
Inden det avancerede krigsudstyr blev sendt til Ukraine, var det ikke muligt at ramme målene.
Annonce
De befandt sig bag frontlinjen og var derfor umulige at nå for traditionelt artilleri.
På de sociale medier florerer der videoer, som viser angreb på våbendepoter i blandt andet de russisk-kontrollerede byer Luhansk og Nova Kakhovka.
En video fra de sociale medier viser, at et missil bliver affyret fra et Himars-system et ukendt sted i Ukraine. Foto: Via Pavlo Narozhnyy/Reuters
Videoerne vidner om både styrken og præcisionen af de amerikanske våben.
- Russerne har allerede set, hvad det moderne artilleri kan. De vil ikke kunne færdes sikkert noget sted i vores land, siger den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj.
Christopher Dougherty, en militærforsker ved Center for Nyt Amerikansk Forsvar i Washington D.C., siger, at Himars' succes er så stor, som man turde håbe på.
Men han mener samtidig, at "missilerne i sig selv ikke er en gamechanger."
Flere eksperter peger også på, at Ukraine fortsat får brug for flere våben og radarsystemer, hvis de skal vinde over russerne.
Ukraine modtog de første fire systemer i juni. Nu har landet fået i alt 12 samt hundredvis af missiler, som det kan lade dem med.
I modsætning til andre systemer, som begge lande har brugt i krigen, kan Himars bruges til at ramme mål inden for en rækkevidde på 80 kilometer meget præcist.
Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free
Og det er ikke kun præcisionen, der er en fordel ved Himars.
Annonce
Missilerne flyver både lavt og hurtigt, hvilket gør det svært for russerne at opsnappe dem.
Fordi systemet er monteret på et køretøj, kan det også hurtigt flyttes, når missilerne er affyret.
Det gør det sværere for russerne at få ram på dem.
- Himars ændrer karakteren af krigen. De gør det muligt for ukrainere at ramme russiske mål på lang afstand og i områder, hvor det ikke tidligere var muligt på grund af Ruslands luftforsvar.
Det skrev Mick Ryan, der er tidligere australsk general og militærforsker, på Twitter tidligere på ugen.
Cristopher Dougherty fortæller, at han er overrasket over, at Rusland ikke var forberedt på, at Ukraine ville modtage Himars-systemerne.
- Det er ikke ligefrem en hemmelighed, at de ville komme, siger han.
- Igen er der et tilfælde, hvor russerne har været virkelig langsomme til at tilpasse sig det, der ærligt talt er ret åbenlyse problemer på slagmarken, siger han.
Ifølge eksperter vil russerne dog med tiden tilpasse sig og sprede deres depoter ud. Nogle vil blive trukket langt væk fra frontlinjen.
Men det vil samtidig gøre logistikken sværere for russerne.
Annonce
- Hver gang man skal have nye forsyninger, vil der være behov for flere køretøjer til at transportere det hen til dem, der har brug for det, siger Dougherty.
Ud over de nye Himars-systemer presser Ukraine også USA for at få ATACMS-missiler.
De har en rækkevidde på 300 kilometer.
Det har USA dog indtil videre nægtet. Amerikanerne frygter, at Ukraine vil bruge missilerne til at ramme mål på russisk territorium.
Derudover har Ukraine i højere grad brug for beskyttelse mod russiske angreb fra luften.
Det mener Phillips O'Brien, der er underviser i konflikt og fredsstrategier ved St Andrews Universitet i Skotland.
- At give Ukraine bedre beskyttelse mod angreb fra luften bør være en lige så høj prioritet som at give det langtrækkende våben, skriver han på Twitter.
/ritzau/
Himars-systemet
* Himars står for "high mobility artillery rocket system". Oversat til dansk betyder det et særligt mobilt artilleri- og raketsystem.
* Selve affyringsudstyret med de tilhørende missiler er monteret på et køretøj, der minder om en lastbil.
* Der er flere typer Himars-enheder. Det system, som USA har sendt til Ukraine, kan ramme mål på 80 kilometers afstand.
* Det kan bære seks missiler samtidig.
* Siden juni har Ukraine fået 12 systemer fra USA.
* Enhederne kan bruges til at ramme russiske missilsystemer og våbendepoter.
Seneste artikler
Traktor brød pludselig i brand
Akut arbejde standser togtrafik
Eftersøgning indstillet: Maibritt stadig savnet
Erhvervsformand: Hvorfor lukker de ikke en tysk sukkerfabrik?
Trist, træls og drønærgreligt: - Det hvide guld smuldrer mellem hænderne på os
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole