Ukraines præsident: Kun min lille søn kan presse mig
- Ingen kan presse mig, for jeg er præsident for et uafhængigt land, siger Zelenskij i udtalelse om Trump.
Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, har spøgefuldt sagt, at den eneste person, som kan presse ham til noget, er hans seks år gamle søn.
Udtalelsen er faldet, efter at Ukraine er komme til at spille en central rolle i sagen omkring en mulig rigsretsproces i USA.
Ukraines leder skal ifølge amerikanske medier have været udsat for pres fra præsident Donald Trump. Han skulle have forsøgt at få Kijev til at indlede en korruptionsefterforskning omkring Joe Biden - USA's tidligere vicepræsident og Trumps måske farligste rival ved præsidentvalget næste år.
- Ingen kan presse mig, for jeg er præsident for et uafhængigt land, siger Zelenskij til den russiske nyhedskanal Rossiya 24 fra New York.
Zelenskij og Trump skal senere onsdag mødes i Washington i forbindelse med FN's Generalforsamling.
Demokraterne i USA har reageret på rapporter om, at Trump angiveligt har forsøgt at presse Ukraine til at finde snavs på Biden.
Trump skulle ifølge avisen The Washington Post have tilbageholdt militærbistand til Ukraine for at få ukrainske myndigheder til at undersøge Bidens søn, Hunter, der har siddet i bestyrelsen i et ukrainsk energikonsortium.
Den amerikanske præsident har imidlertid afvist anklagerne.
Formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, har bebudet en igangsættelse af en rigsretssag mod Donald Trump.
Præsidenten kommenterede Pelosis udmelding flere gange natten til onsdag i opslag på Twitter.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned