Ukrainsk forhandler: Rusland har ødelagt over 200 skoler
Redningsfolk fjerner mandag murbrokker ved en skole i byen Tjernihiv, som er stærkt beskadiget af bombardementer. Foto: State Emergency Service/Reuters
State Emergency Service/Reuters
Ukraine melder om store skader på civile bygninger. Rusland har afvist, at civile er mål for angreb.
Russiske styrkers angreb har angiveligt efterladt 900 ukrainske "bebyggelser" uden vand, el eller varme. Også mange skoler og hospitaler skulle være ramt.
Det hævder Mykhajlo Podoljak, der er rådgiver for Ukraines præsident, mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Han uddyber ikke, hvor store eller små "bebyggelser", der er tale om.
- Rusland har beskadiget/ødelagt 202 skoler, 34 hospitaler, 1500+ bygninger til beboelse, skriver Podoljak på Twitter og beskylder Rusland for at være det "21. århundredes barbarer".
- 900 af vores bebyggelser er fuldstændig uden lys, vand, varme, fortsætter han.
Uafhængige meldinger om skadernes omfang er svære at få. Rusland har gentagne gange sagt, at civile ikke rammes bevidst.
Ifølge Ukraines energiministerium er i alt 646.000 mennesker uden el i landet. Derudover er 130.000 uden gas.
Podoljaks meldinger på Twitter kommer, kort inden at forhandlinger mellem Rusland og Ukraine gik i gang.
De er mandag eftermiddag undervejs.
- Om få minutter vil vi begynde at tale med repræsentanter fra et land, som seriøst mener, at vold mod civile er et argument. Bevis, at det ikke er tilfældet, siger han i et andet Twitter-opslag.
Rusland kalder det angreb, som blev indledt 24. februar "en særlig militæroperation" for at afvæbne Ukraine.
Men vestlige allierede og Ukraine anser det for at være et påskud for at invadere og indtage landet, hvor der bor i alt 44 millioner mennesker.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde