Ukrainsk leder: Moskva vil destabilisere situationen
Radikale grupper, der har besat bygninger i det østlige Ukraine, koordinerer deres aktioner med udenlandske styrker, siger den fungerende ukrainske premierminister, Arsenij Jatsenjuk.
Han beskylder Rusland for at forsøge at destabilisere Ukraine.
- Hele dette scenario er skrevet af Rusland, siger han.
Samtidig oplyser Ukraines forsvarsministerium, at en russisk soldat har dræbt en ukrainsk flådeofficer på Krim, den ukrainske halvø, som Rusland annekterede i sidste måned efter en kontroversiel lokal folkeafstemning.
Ministeriet oplyser ikke mange detaljer om drabet, der skete sent søndag i byen Novofjodorovka.
- Russiske styrker er kun 30 kilometer fra Ukraines grænse. De er ikke blevet trukket tilbage, siger Jatsenjuk.
- De har en plan om at destabilisere situationen, om at få udenlandske styrker til at krydse grænsen og erobre territorium i vores land. Det vil vi ikke tillade, siger Jatsenjuk, som mandag talte ved et regeringsmøde i Kijev.
Adskillige regioner i Ukraine ønsker at gennemføre folkeafstemninger om at slutte sig til Moskvas styre, når Ukraine holder præsidentvalg den 25. maj med to spidskandidater, der begge ønsker at knytte det store land tættere til Europa og bryde med den historiske afhængighed af Rusland.
Moskva presser på for at få Ukraine ændret til en føderation, hvorved de østlige, russisk-talende regioner kan gøre russisk til deres andet statslige sprog.
Kreml argumenterer for, at gennemgribende ændringer er nødvendige, fordi etniske russere angiveligt udsættes for vold fra ultranationalistiske grupper.
Jatsenjuk kalder en føderalisering for en farlig idé, der har til formål at ødelægge Ukraine.
- Rusland forsøger at ødelægge den ukrainske stat. Det er Kremls plan at gør Ukraine til en form for slave-territorium, som er underlagt Ruslands diktat, mener den fungerende ukrainske premierminister.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde