Ukrainsk leder: Rusland skal respektere vores EU-valg
Ukraines fungerende præsident, parlamentsformanden Oleksandr Turchynov, siger, at landet er åben for dialog med Rusland, så længe russerne respekterer Ukraines ønske om at skabe tættere bånd til EU.
I en tale til ukrainerne siger Turchynov ifølge Reuters, at han er klar til at indgå i en dialog med Rusland, så længe det store naboland "respekterer og tager hensyn til Ukraines europæiske valg".
- En anden prioritet er, at vi vender tilbage på stien mod europæisk integration, tilføjer Turchynov.
- Vi bliver nødt til igen at blive en del af cirklen af europæiske lande.
Men samtidig understreger Turchynov, at Ukraine er klar til et "nyt, ligestillet naboskab" med Rusland, som landet har haft tætte forbindelser til - også efter Sovjetunionens fald.
Det var netop forholdet til henholdsvis EU og Rusland, der i slutningen af sidste år satte gang i de demonstrationer, der lørdag kulminerede i, at parlamentet afsatte præsident Viktor Janukovitj.
21. november sidste år droppede Janukovitj en handels- og associeringsaftale med EU til fordel for tættere økonomiske bånd til Rusland. Det fik provestlige oppositionsgrupper til at opfordre til demonstrationer.
Ukraine er delt op i en østlig russisktalende del, der orienterer sig mere mod Moskva, og en vestlig del, der for de flestes vedkommende ønsker at rykke tættere på Bruxelles.
Netop dén geografiske og politiske splittelse får flere vestlige lande til at frygte, at den politiske uro kan dele landet i to stridende regioner og gøre det svært at samle alle ukrainere.
Søndag udtaler den franske præsident, Francois Hollande, at Ukraines "territoriale integritet skal respekteres". Hans appel følger i fodsporet på en række lignende udmeldinger fra USA, Tyskland og EU.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie