Ukrainsk minister går af efter uenighed om kultur i krigstid
Ukraines kulturminister, Oleksandr Tkatjenko, afleverede i sidste uge sin opsigelse. Den er torsdag blevet accepteret af parlamentet. Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters
Den ukrainske kulturminister føler ikke, at kulturen prioriteres nok under krigen og har derfor trukket sig.
Det ukrainske parlament har torsdag accepteret kulturminister Oleksandr Tkatjenkos opsigelse.
Det oplyser parlamentsmedlemmet Jaroslav Zjeleznja på kommunikationstjenesten Telegram ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ministeren tilbød allerede i sidste uge at trække sig.
Årsagen var, at kulturen ifølge ham ikke bliver prioriteret højt nok under krigen.
- Jeg har afleveret min opsigelse til premierministeren her til aften på grund af en række misforståelser om vigtigheden af kultur i en krigstid, sagde Oleksandr Tkatjenko fredag i sidste uge ifølge nyhedsbureauet AFP.
Udmeldingen kom, få timer efter at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, havde opfordret den ukrainske premierminister til at erstatte kulturministeren.
- Folk skal have fornemmelsen af, at vores ressourcer bliver brugt rimeligt og ordentligt, sagde Zelenskyj i sin daglige aftentale.
- Det gælder flere forskellige områder - herunder kultur. Museer, kulturcentre, symboler, tv-serier er alt sammen vigtigt, men lige nu har vi andre prioriteter, lød det.
Tkatjenko tilbød sin opsigelse uden at undskylde for sine kulturelle ambitioner.
- Kultur i en krigstid er vigtig, fordi krigen ikke kun handler om territorier. Den handler om folk, om vores fælles hukommelse, historie, sprog og kreativitet på trods af krigen, skrev ministeren på Telegram ifølge Reuters.
Ukraines parlament kommer ikke til at finde en erstatning for Tkatjenko allerede torsdag. Det ventes heller ikke at ske før ugens udgang.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker