Ukrainsk minister: Vi advarede OSCE mod Donetsk

OSCE overhørte ifølge den fungerende ukrainske forsvarsminister advarsler fra Ukraines myndigheder, da man valgte at sende observatører til Donetsk i det østlige Ukraine.

Offentliggjort Sidst opdateret

Her har to hold observatører med blandt andre en dansk udsending været savnet siden sidste uge.

- Myndighederne i vores land sagde direkte til OSCE, at de ikke skulle sende de her folk til Donetsk.

- Desværre lyttede OSCE ikke til vores råd, og de sendte deres folk til det farlige område. Og nu kender vi alle sammen resultatet, siger fungerende forsvarsminister Mykhailo Koval efter et møde i Bruxelles med Nato-landenes forsvarsministre.

Koval siger, at han og det ukrainske forsvarsministerium er i tæt kontakt med det ukrainske udenrigsministerium om OSCE-observatørerne i Ukraine. Men han har ikke ny information at dele om den aktuelle situation for de to hold, der er savnet.

- Jeg ved, hvilket hotel de boede på, og hvilken vej de bevægede sig.

- Da Udenrigsministeriet bad om vores assistance, gjorde vi alt, vi kunne, for at hjælpe med sikkerheden for det OSCE-personale, der arbejder i det pågældende område, siger Mykhailo Koval med henvisning til observatørernes opholdssted, inden de forsvandt.

Den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), afkræfter tirsdag over for Ritzau forlydender om, at der skulle være kontakt og forhandlinger i gang med den gruppe, der har bortført observatørerne.

Lidegaard udtrykker omvendt undren over, at der ikke er kontakt. Men han ser ikke umiddelbart grund til, at OSCE skal trække sig helt fra Østukraine på grund af sikkerhedsproblemerne.

- Det er min faste overbevisning, at OSCE skal foretage den vurdering, og det er der to grunde til.

- Den ene er, at det er dem, der er på stedet og bedst kan se forholdene og foretage vurderingen. Det andet er, at alle dem, der er involveret i OSCE-missionen, trækker på samme hammel.

- Men jeg forstår godt frustrationen, og jeg mener også, at hvis OSCE vurderer, at det er for farligt, så er vi selvfølgelig nødt til at evakuere dem, selvom det er ærgerligt, at vi ikke kan være der. Selvfølgelig skal vi ikke udsætte vores observatører for unødig fare, siger Lidegaard.

/ritzau/