Ukrainske enheder har vundet nyt fodfæste nær byen Kherson
Ukrainske marineinfanterister på Dnepr-floden nær Kherson tidligere i denne uge. I samarbejde med andre enheder fra forsvarsstyrkerne har marinekorpset vundet fodfæste ved adskillige brohoveder eller godt beskyttede støttepunkter, hedder det i presseerklæring fredag. Foto: Alex Babenko/Ritzau Scanpix
Enheder fra forsvarsstyrkerne har vundet fodfæste ved adskillige brohoveder på østsiden af Dnepr-floden.
Infanteri-soldater fra det ukrainske marinekorps har gennemført "vellykkede operationer" på østbredden af Dnepr-floden nær den sydlige by Kherson.
Floden udgør reelt frontlinjen i den sydlige del af Ukraine.
Rusland indrømmede for første gang tidligere i denne uge, at ukrainske enheder havde generobret territorium på den modsatte, russisk kontrollerede østlige flodbred.
- Ukraines forsvarsstyrker har gennemført en række vellykkede operationer på den venstre flodbred af Dnepr - langs frontlinjen ved Kherson, hedder det i en pressemeddelelse fra marinekorpset på sociale medier.
- I samarbejde med andre enheder fra forsvarsstyrkerne lykkedes det at vinde fodfæste ved adskillige brohoveder eller godt beskyttede støttepunkter, hedder det videre i erklæringen.
Russiske og ukrainske styrker har været fastlåst i stillinger på begge sider af Dnepr-floden siden november sidste år, da Moskva trak sine styrker tilbage fra den vestlige del af Kherson-regionen.
Stabschefen i præsident Volodymyr Zelenskyjs administration, Andrij Jermak, sagde under et besøg i Washington tirsdag, at det ukrainske forsvar "mod alle odds" har etableret et fodfæste på den østlige (venstre) flodbred af Dnepr. Han fremsatte udtalelsen, da han talte i tænketanken Hudson Institute.
Lykkes det for Ukraine at skabe et varigt brohoved øst for Dnepr-floden, kan det ifølge militæranalytikere få central betydning i krigen.
Men andre steder meldes der om russiske fremskridt. Russiske styrker har ifølge britiske efterretninger på det seneste gjort fremskridt i kampen om den østukrainske by Avdijivka, som ligger over 600 kilometer øst for Kherson.
- Rusland forsøger med meget stor sandsynlighed med en knibtangsmanøvre for at omringe byen, skrev det britiske forsvarsministerium i en efterretningsvurdering torsdag.
- Nylige fremskridt har sandsynligvis bragt russiske styrker tæt på det ukrainskstyrede koks- og kemiværk i Avdijivk, som har en strategisk vigtig placering i den nordlige del af byen, hed det.
Præsident Volodymyr Zelenskyj siger, at situationen i Sortehavet er vendt til Ukraines fordel de seneste måneder.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned