Ukrainske soldater graver dybt og ruster sig til Bakhmuts mulige fald

En ukrainsk soldat står i en skyttegrav nær frontlinjen i Bakhmut, som måske snart kan være helt under russisk kontrol. (Arkivfoto). Foto: Libkos/Ritzau Scanpix

En kilometer fra fronten i Bakhmut er ukrainere i fuld gang med at grave massevis af skyttegrave, der kan blive til den nye forsvarslinje, hvis Bakhmut falder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bakhmut i det østlige Ukraine har i omkring ni måneder været centrum for, hvad der er beskrevet som krigens værste kampe.

Russerne har stædigt forsøgt at vinde kontrol over byen, men ukrainske styrker har stået imod. I hvert fald indtil videre.

Russernes ihærdighed ser nu ud til at bære frugt. Det indikerer både ukrainske handlinger og russiske udtalelser.

Med en skovl og en blå spand i hånden kravler en ukrainsk soldat ud af en skyttegrav, som han har gravet. Den skal være del af en ny forsvarslinje, hvis Bakhmut falder på russiske hænder.

Ukraine forbereder sig på et eventuelt tab af Bakhmut.

Ukrainerne frygter, at russerne med kontrol over Bakhmut vil have bedre muligheder for også at indtage andre byer i Donbas-regionen såsom Slovjansk og Kramatorsk.

- Vi er i den anden forsvarslinje. Det er her, vores folk vil positionere sig, hvis fjenden igangsætter et stort angreb, siger den 23-årige sergent Andriy til AFP.

Ukrainske soldater puster ud i en skyttegrav nær frontlinjen i Bakhmut. Der bliver gravet nye skyttegrave omkring en kilometer fra frontlinjen som forberedelse på, at russerne kan vinde fuld kontrol over Bakhmut. (Arkivfoto). Foto: Libkos/Ritzau Scanpix

De dybe skyttegrave er placeret omkring en kilometer fra fronten.

- Hver skyttegrav er lavet til otte soldater, fortæller Andriy.

Russiske styrker, herunder lejesoldater fra Wagner-gruppen, menes ifølge AFP at kontrollere omkring to tredjedele af byen.

Wagner-gruppen har ledt an i kampene om byen. Ifølge Wagner-leder Jevgenij Prigozjin er mere end 80 procent af byen under gruppens kontrol.

Uden at kommentere Jevgenij Prigozjins melding direkte siger højt rangerende repræsentanter fra det ukrainske militær, at landets styrker holder stand.

Ukraine anerkender dog, at situationen, i hvad landet kalder "fæstningen Bakhmut", på nuværende tidspunkt er kritisk.

Så det handler om at gøre skyttegravene klar. Træstammer fra poppeltræer bliver bundet sammen og dækkes med mudder og dæk.

En ukrainsk soldat går i en skyttegrav. De nye skyttegrave, der bliver gjort klar, kan få tag på. Tagene udgøres af træstrammer, der bindes sammen og dækkes med mudder og dæk. (Arkivfoto). Foto: Libkos/Ritzau Scanpix

Det udgør tagene på skyttegravene, og soldater bør kunne føle sig relativt trygge derunder, forklarer Andriy.

- Det er en helt særlig teknik.

Kampene i Bakhmut er blevet sammenlignet med de brutale skyttegravskrige i Første Verdenskrig.

Selv om de er en kilometer fra frontlinjen, udsættes Andriy og hans mænd konstant for bombardementer fra "orkerne", som han kalder russerne.

Hans enhed er så tæt på fronten, at den ikke kan få mekanisk udstyr til rådighed til at grave. Derfor må soldaterne klare det med egne kræfter. Hvis det går godt, tager det omkring to uger at færdiggøre en skyttegrav.

- Men hvis det regner eller sner - eller hvis vi bliver bombarderet - så kan det tage meget længere tid. Under vinteren var jorden frossen, så den var som sten, siger Andriy.

Ud fra en skyttegrav kommer Jevgen. Enhedens yngste med et barneagtigt ansigt og blond hår.

Skovlen er også et vigtigt redskab under krigen, når mekanisk udstyr ikke er til rådighed til at udgrave skyttegrave. (Arkivfoto). Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters

Han siger, at han ved krigens udbrud blev oplært i at bygge forsvarslinjer.

- Jo dybere vi graver, desto bedre står vi imod.

En eksplosion tæt på får sergent Andriy og de andre soldater til at søge ned i en skyttegrav.

- Vi er i sikkerhed her, siger sergenten, mens kaffen brygges.

Da eksplosionerne ophører, begynder arbejdet straks igen.

- Jeg ville ønske, at krigen snart slutter, siger Andriy.

/ritzau/AFP

Kort om Bakhmut

* Bakhmut havde før krigen omkring 70.000 indbyggere.

* Siden august sidste år har der været hårde kampe om byen. Kampene bliver beskrevet som krigens værste, og byen er af Wagner-gruppens leder blevet døbt "kødhakkeren" på grund af de store blodsudgydelser.

* Byen ligger ved floden Bakhmutka omkring 89 kilometer nord for storbyen Donetsk.

* Bakhmut er blevet et vigtigt symbol på ukrainsk modstand.

* Ifølge vestlige analytikere er de langvarige og voldsomme kampe om byen ude af proportioner, når man ser på byens begrænsede strategiske betydning.

Kilder: CNN, dpa og BBC.

/ritzau/

Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu