Ukrainske soldater klør på for at lade Rusland smage sin egen opskrift
Kun få billeder er sluppet ud af krigsområdet i Kursk-regionen. Det her er et af dem og er fra en video i onsdags, hvor kampe har sat ild til en bygning i byen Sudzja. Foto: Mic Izvestia / Iz.ru/Reuters
Putin kalder det en stor provokation, men ukrainske soldater fortsætter deres offensiv inde i Rusland. Lokale siger til Putin, at hans generaler lyver for ham.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Situationen ved den lange front mellem Ukraines og Ruslands hær i det østlige Ukraine er som oftest uvis.
Oplysningerne er få og strider i mange retninger. De krigsførende generaler lægger tyk tåge ud over informationerne.
Er der tyk tåge i det østlige Ukraine, er der i øjeblikket næsten buldrende mørke over situationen i Kursk-regionen i Rusland.
Her var der fredag på fjerde dag kampe mellem ukrainske og russiske styrker.
I tirsdags trængte ukrainske soldater ind over grænsen og gik i offensiven mod Rusland - på russisk territorium.
Annonce
De internationale nyhedsbureauer skriver, at det var omkring 1000 soldater med kampvogne og panserkøretøjer.
Der begynder nu at komme nogle spredte oplysninger fra området. Men officielle informationer er få.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, har kaldt det en "stor provokation", uanset at hans egne soldater i to og et halvt år har angrebet ind over grænserne til Ukraine dag og nat.
Og nu har Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, også kommenteret det.
Eller rettere, han har måske kommenteret det. For i sin tale til ukrainerne kort før midnat torsdag sagde han ikke direkte noget om Kursk.
Men han sagde:
- Rusland bragte krigen til vort land og skal føle, hvad det har gjort.
Ukraines militær har ikke officielt sagt, at det har sendt soldater ind i Rusland.
Men det siger vidner, det siger russerne, og det siger eksperter, der følger med i krigen.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, da han torsdag holdt videomøde med de lokale ledere i Kursk-området. Det ukrainske angreb ind i Rusland er hidtil uset under Ukraine-krigen, som begyndte med Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar 2022. Foto: Gavriil Grigorov/Ritzau Scanpix
- Ukrainske styrker er rapporteret til stede i områder op til 35 kilometer på den russiske side af den internationale grænse, lød det torsdag fra det amerikanske Institut for Krigsstudier, skriver AFP.
Annonce
Reuters skrev fredag om en video, der viser 15 udbrændte russiske militærkøretøjer.
De russiske nyhedsbureauer Tass og Ria skrev fredag også om et stort ukrainsk droneangreb i den russiske by Lipetsk 300 kilometer nordøst for grænsen mellem Ukraine og Rusland.
En militær luftbase skulle være i brand.
Putins ord om en "stor provokation" kom under et regeringsmøde i onsdags.
Her kunne generalstaben berolige præsidenten i Kreml.
Valerij Gerasimov, generalstabschef, oplyste ifølge Reuters, at den ukrainske offensiv var standset.
Valerij Gerasimov, chef for generalstaben, deltager i et videomøde onsdag om situationen i Kursk. Han har sagt til præsident Putin, at Ukraines offensiv er standset. Foto: Gavriil Grigorov/Ritzau Scanpix
Torsdag sagde Ruslands forsvarsministerium også, at hæren og Ruslands sikkerhedstjeneste FSB har standset offensiven.
- Enheder fra den nordlige kampgruppe fortsætter sammen med FSB med at ødelægge Ukraines hærs formationer.
Der er imidlertid vidner til udviklingen i området. De vidner siger rent ud, at Ruslands generaler lyver.
CNN fortæller om indbyggere i Sudzjanskij-området i Kursk. De har indspillet en video, der ifølge CNN er lagt på en lokal version af beskedtjenesten Telegram.
Annonce
Videoen er dateret torsdag. Her beder de præsident Putin om hjælp. De siger til ham, at han er blevet misinformeret om situationen af forsvarsministeriet.
Oplysninger om, at situationen er under kontrol, har ikke hold i virkeligheden.
- Disse løgne betyder, at lokale dør. Generalstabschefen sagde for nylig til dig, at situationen er under kontrol. Men i dag er der kæmpe slag undervejs i distrikterne Sudzjansk og Korenevskij, siger en indbygger på videoen.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, her fotograferet foran en af de nyligt leverede F-16-fly forleden, siger, at Rusland skal smage sin egen medicin. Men han har ikke sagt noget om offensiven i Kursk. Foto: Sergei Supinsky/Ritzau Scanpix
- Sudzja blev angrebet og forvandlet til ruiner på få timer. Den lokale administration var ikke på arbejde.
De lokale siger også, at der ikke har været organiseret evakuering af dem.
Det hele er en kæmpe overraskelse. Ingen havde regnet med, at der pludselig var ukrainske soldater i deres gader.
De flygtede midt om natten uden ejendele og relevante dokumenter.
Nu kan de ikke kontakte de pårørende, der blev efterladt.
Mobilnettet er nede.
/ritzau/
Russiske reaktioner
* Vladislav Sjurygin, russisk militærekspert:
- Denne koldblodige offensiv, som Ukraine har iværksat, er et PR-nummer.
* Viktor Litovkin, russisk militærekspert:
- De prøver at skabe noget opmærksomhed med fremstødet i Kursk-området. Eller de vil prøve at erobre det lokale atomkraftværk eller gasanlæg i Sudzja. De prøver at give Ruslands omdømme et materielt slag, der skal aflede opmærksomheden fra deres svigt ved fronten.
* Marija Zakharova, talskvinde for Ruslands udenrigsministerium, i kommentar til, at en russisks krigskorrespondent er såret under kamphandlinger i Kursk:
- Militante fra Zelenskyjs terrorregime jagter russiske medierepræsentanter og krigskorrespondenter, hvis rapporter dokumenterer beviser for krigsforbrydelser, som Ukraines væbnede styrker begår mod civile.
Seneste artikler
Larve fra helvede fundet i København for første gang
Alt for stærkt: Nu skal bilisten prøve igen
Så meget skal Lalandia-manden betale til sine ofre
Steen giver mennesker en ny chance: - Alle skal have lov at komme videre
Havde ikke styr på børnene: Måtte betale 3.000 kroner i bøde
Mest læste artikler
Spisested på havnen genåbner: Håber at slå dørene op inden længe
Dobbelt vanvid: Porsche beslaglagt på Lolland
Stopper med at sælge brød: Laver bageri om til café
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Viktoria bliver student og skal overtage familiegården: - Vil bygge videre på det her fantastiske sted