Ukrainske soldater vil have Rusland ud af deres land før forhandling

Ukrainsk artilleri sender en granat mod russiske stillinger i Zaporizjzja den 24. april. Foto: Anatolii Stepanov/Reuters

Ved fronten i det østlige Ukraine kæmper Ukraines hær på fjerde år mod russerne. Herude er stemningen ikke til at forhandle med Putin, siger en gruppe soldater.

Offentliggjort Sidst opdateret

En enhed i den ukrainske hær brugte den 8. til den 10. maj på at afværge angreb fra den russiske hær.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, havde ellers erklæret våbenhvile i netop de tre dage, hvor Rusland markerede 80-årsdagen for afslutningen på Anden Verdenskrig.

Men der var ikke våbenhvile i det frontafsnit, hvor enheden forsvarer sit land i Zaporizjzja-området.

Reuters har været ude i frontområdet for at besøge enhedens soldater.

De har et råd til Volodymyr Zelenskyj, Ukraines præsident:

"Lad være med at forhandle med Rusland, før russiske soldater har trukket sig tilbage".

Deres råd kommer på et tidspunkt med flere udspil i luften for at få standset krigen.

Zelenskyj har sammen med lederne fra Frankrig, Storbritannien, Polen og Tyskland foreslået en 30 dage lang våbenhvile, som skulle begynde mandag.

Sent mandag eftermiddag havde Ruslands præsident, Vladimir Putin, ikke reageret.

Ukraines udenrigsminister, Andrij Sybiha, sagde først på eftermiddagen, at Rusland "fuldstændig ignorerer" forslaget, skrev AFP.

Der blev meldt om angreb langs hele fronten.

Søndag kom Putin med sit eget forslag - uden en våbenhvile. Putin foreslår, at Rusland og Ukraine torsdag mødes i Istanbul i Tyrkiet for at forhandle om en løsning på krigen.

Zelenskyj har taget handsken op og foreslår et topmøde.

Han siger, at han gerne rejser til Istanbul for at mødes med Putin, men det udspil var der sent mandag eftermiddag heller ikke kommet et russisk svar på.

To soldater ved Zaporizjzja styrer deres overvågningsdroner for at holde øje med, hvad de russiske soldater på den anden side af fronten foretager sig. Foto: Alina Smutko/Reuters

Reuters har talt med soldaterne i Zaporizjzja, mens de gør overvågningsdroner klar. De skal holde øje med russiske troppebevægelser.

Den øverstkommanderende for enheden bruger kaldenavnet Chepa. Han forklarer, at hvis Ukraine skal forhandle, skal russerne først trække sig tilbage til grænserne fra 1991.

Det var de grænser, som blev lavet for de 15 nye stater, der opstod efter Sovjetunionens opløsning i 1991.

Det betyder, at Rusland skal trække sig tilbage fra halvøen Krim og de områder, som er under Ruslands kontrol i det østlige Ukraine.

Det er omkring 20 procent af Ukraines territorium.

- Som soldat og borger i Ukraine mener jeg, at inden vi sætter os ved forhandlingsbordet, skal vi tilbage til grænserne fra 1991, siger han i en bunker nær frontlinjen.

- Sådan er det. Fuld tilbagetrækning af alle tropper fra ukrainsk territorium. Så kan vi snakke. Uanset hvad Putin tænker om at tage nogle særlige regioner, er der ingen, der har givet ham lov til det.

Sygehjælpere hjælper en såret ukrainsk soldat i Zaporizjzja-regionen den 9. maj. Det var den dag, hvor Rusland fejrede Sejrsdagen, og hvor Rusland ifølge egne oplysninger holdt våbenhvile. Foto: Alina Smutko/Reuters

Chepas synspunkter støttes af de andre soldater i enheden.

Det er Chepa, der fortæller, at enheden ikke mærkede noget til den tre dage lange våbenhvile, som Putin erklærede, mens Rusland fejrede Sejrsdagen, som Rusland betegner den 9. maj.

- Den har vi ikke mærket. Der har været fortsatte angreb med haubits, med raketter - de har brugt det hele. Vi har ikke mærket nogen våbenhvile, siger Chepa.

- Der er masser af bevægelse med både militære og civile køretøjer, siger han og fortæller, hvad hans droner observerer på den russiske side.

- Det er interessant, at der så tæt på kontaktlinjen er et civilt køretøj.

/ritzau/

Det siger de om situationen

Herunder er nogle af de kommentarer, der indløb mandag om situationen i Ukraine:

* Kaja Kallas, EU's udenrigschef:

- For at indlede fredsforhandlinger, skal der være våbenhvile. Vi må presse Rusland, for de spiller spil med os.

* Tysk regeringstalsmand på en pressebriefing klokken 12.00:

- Tiden tikker afsted. Der er stadig 12 timer, til døgnet slutter. Hvis en våbenhvile ikke er trådt i kraft, vil Europa forberede sanktioner (mod Rusland, red.).

* Storbritanniens udenrigsminister, David Lammy, som mandag var vært for et møde med flere europæiske kolleger:

- Tiden er kommet, hvor Vladimir Putin skal blive seriøs med fred i Europa, blive seriøs med en våbenhvile og blive seriøs med forhandlinger.

* Dmitrij Peskov, talsmand for Kreml, talte med pressen mandag eftermiddag uden at sige noget om et topmøde mellem Putin og Zelinskij:

- Vi er fokuseret på seriøst at lede efter måder, hvorpå vi kan finde en langsigtet fredelig løsning.

 

Kilder: AFP, Reuters

 

 

/ritzau/

Selv om der ikke er soldater at se på billedet fra Zaporizjzja, er det tydeligt, at det er et krigsområde. Billedet viser et forsvarsværk, der skal holde kampvogne og andre militærkøretøjer tilbage. Rækkerne af sten er såkaldte dragetænder, som blokerer for kampvogne. Foto: Alina Smutko/Reuters
Lederne fra fire store europæiske lande besøgte i lørdags Ukraines hovedstad, Kyiv. Gruppen foreslog en 30 dage lang våbenhvile fra mandag. Rusland havde mandag eftermiddag ikke meldt tilbage, men Ruslands militære styrker fortsatte krigen mod Ukraine. Fra venstre er det Tysklands nye forbundskansler, Friedrich Merz, Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, den britiske premierminister, Keir Starmer, og helt til højre Polens premierminister, Donald Tusk. Foto: Genya Savilov/Ritzau Scanpix
Ruslands præsident, Vladimir Putin, som på en pressekonference i Kreml søndag foreslog, at Rusland og Ukraine mødes i Istanbul for at drøfte et stop for krigen. Foto: Sergey Bobylev/Reuters
Zaporizjzja. Foto: WER/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu