Den enestående redningsaktion af de 33 indespærrede minearbejdere i det nordlige Chile har styrket den nationale selvfølelse i et land, der ellers er præget af geografisk spredning og klassedeling, siger den danske ambassadør i Santiago.
- Det har helt klart forenet landet. Aldrig har man set så mange chilenske flag over det hele. Det er de nationalistiske følelser, der er på spil, og der er megen symbolik, siger ambassadør Lars Steen Nielsen.
Han peger desuden på, at alle chilenere uden tøven har bakket op om den både meget bekostelige og ressourcekrævende redningsaktion.
- Ingen har betvivlet, at indsatsen og pengene har været det værd, forklarer den danske ambassadør.
I ugevis har den chilenske befolkning fulgt redningsarbejdet tæt og levet i skiftevis håb og ængstelse sammen med minearbejderes pårørende, der har slået lejr i mineområdet i Atacama-ørkenen.
- Chile er meget delt. De rige er rige, og de fattige er fattige. Men her må folk, som er en smule snobbede, vade rundt i det samme mudder som alle andre. Her kan man ikke gå rundt i polerede sko, siger en af de frivillige i lejren, Bernarda Lorca, til avisen Christian Science Monitor.
Det underjordiske drama har også bevirket, at ærkefjenderne Bolivia og Chile er gået sammen i bestræbelserne på at redde den 23-årige bolivianer Carlos Mamani, som er gruppens eneste udlænding.
Han blev onsdag reddet ud som nummer fire i rækken og blev budt velkommen af Chiles konservative præsident, Sebastian Piñera, som stod side om side med sin bolivianske kollega, den venstreorienterede Evo Morales.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie