Årets Nobelpris i økonomi har et dansk islæt.
Amerikanske Dale Mortensen, der er én af tre prismodtagere, modtog således nyheden i Århus, hvor han for tiden underviser og deltager i seminarer på byens universitet.
- Lige nu planlægger mine kolleger og jeg en middag for at fejre det, siger han ifølge det svenske nyhedsbureau TT.
De to andre prismodtagere er amerikanske Peter Diamond og britisk-cypriotiske Christopher Pissarides. Det blev offentliggjort på et pressemøde mandag præcis klokken 13.00 i Stockholm.
De tre økonomer hædres med prisen for deres analyse af "markeder med søgefriktioner". Teorien kan bruges til at besvare spørgsmål om, hvorfor mange går arbejdsløse, når der findes et stor antal ledige job, eller hvordan den økonomiske politik kan påvirke arbejdsløsheden.
Teorien kan også bruges på andre markeder end arbejdsmarkedet, skriver Videnskabsakademiet i dets motivering.
Den 70-årige Diamond er til dagligt tilknyttet Massachusetts Institute of Technology i USA som professor. Den 71-årige Mortensen er - ud over sin gang på Aarhus Universitet - professor på Northwestern University i USA.
62-årige Pissarides har sit daglige virke på London School of Economics and Political Science, hvor han er professor.
Med titlen følger 10 millioner svenske kroner - godt 8 millioner danske kroner.
Det er Sveriges Riksbank, der står bag kåringen, som første gang blev foretaget i 1969 til minde for Nobelprisens stifter, Alfred Nobel.
Mandagens offentliggørelse er den sidste i rækken af dette års Nobelpriser. Den prestigefyldte fredspris er gået til den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo.
Samtlige priser bliver overrakt på Alfred Nobels dødsdag den 10. december - fredsprisen i Oslo, de fem andre i Stockholm.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde