To personer er dræbt og to andre såret, efter at en ung mand fra Kosovo åbnede ild mod amerikanske soldater i en militærbus foran Frankfurt Lufthavn.
Skyderiet fandt sted onsdag eftermiddag foran Terminal 2 i lufthavnen, der er den næststørste på det europæiske kontinent.
Soldaterne fra det amerikanske luftvåben var på vej hjem til USA efter deres udstationering i Tyskland, da de blev overfaldet af den bevæbnede mand.
Det vides endnu ikke, hvorfor manden gik til angreb på soldaterne.
- Det ser ud som, at det hele skete inde i bussen, siger polititalsmand Jürgen Linker.
- Der er to dræbte og to alvorligt sårede, tilføjer han.
Ifølge politiet var det militærbussens chauffør og en amerikansk soldat, der mistede livet. De to sårede har skader i hovedet og brystet.
Politiet oplyser, at en mand fra Kosovo er anholdt for at stå bag skyderiet. Den mistænkte havde også en kniv på sig, da han blev anholdt.
Kosovos indenrigsminister, Bajram Rexhepi, siger, at tysk politi har identificeret gerningsmanden som en 21-årige mand fra byen Mitrovica i det nordlige Kosovo. Han bor til daglig i Frankfurt.
- Det er en lammende og tragisk hændelse, og vi er ved at undersøge, om det er noget, der var nøjere organiseret, siger siger Rexhepi.
De tyske myndigheder udelukker ikke, at der kan være tale om et politisk motiveret terrorangreb, og Tysklands kansler, Angela Merkel, forsikrer, at den tyske regering vil gøre alt, hvad den kan for at undersøge sagen.
Det amerikanske forsvarsministerium og landets luftvåben har ikke umiddelbart yderligere oplysninger om angrebet.
Det amerikanske militær har adskillige baser i nærheden af Frankfurt, heriblandt Ramstein-luftbasen, der anvendes som affyringsrampe for operationer i Afghanistan og Irak.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker