Ungarere protesterer mod ny valglov
Flere end tusinde demonstranter dannede mandag aften en menneskekæde rundt om parlamentsbygningen i Budapest, Ungarns hovedstad.
De protesterede mod et forslag, der ændrer på landets valgsystem.
Ifølge en af demonstranterne, tidligere premierminister Ferenc Gyurcsany, vil forslaget om en ny valglov betyde, at vælgerne senest 15 dage før et valg skal lade sig registrere som vælgere.
Det kan reducere antallet af vælgere med hundredtusinder, eller endda millioner, mener den tidligere premierminister.
Modstandere af forslaget siger, at den konservative regeringskoalition under ledelse af premierminister Viktor Orbans Fidesz-parti vil nyde godt af den nye valglov, der i øvrigt ventes til afstemning næste mandag.
- Omkring seks millioner ungarere deltog i forrige valg. Nu er der en stor chance for, at færre end fire millioner vil stemme, siger Gyurcsany, der var premierminister fra 2004 til 2009.
Han er nu leder af et lille oppositionsparti.
- Omkring 25 procent af de vælgere, der stemmer, beslutter at gøre det i de sidste dage og uger før valget. Det er vælgere, regeringen vil sortere fra, for de har en tendens til at stemme mod regeringen i protest, siger han.
Gyurcsany tilføjer, at hvis loven vedtages i parlamentet, vil hans Demokratisk Koalitionsparti gå til EU-Kommissionen for at få den til at vurdere, om den ungarske valglov er i strid med EU-lovgivning.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde