Selv om EU-Kommissionen tirsdag tog det første formelle skridt mod at retsforfølge Ungarn for traktatbrud, behøver det ikke komme så vidt.
Det siger en af partifællerne til den kontroversielle premierminister, Viktor Orbán.
- Hvis kommissionen har en rent juridisk pointe, tror jeg, Ungarn vil justere sin lovgivning. Jeg kan ikke forestille mig en situation, hvor Ungarn vil sige nej til kommissionen, siger György Schöpflin til Ritzau.
Han sidder i EU-Parlamentet for regeringspartiet Fidesz.
- En retssag er en rodet, tidkrævende og langstrakt affære, og det er hverken i Ungarns eller kommissionens interesse. Så jeg tror ikke, der er nogen, der ønsker, at det her går hele vejen til domstolen, tilføjer Schöpflin.
Samtidigt slår en ungarsk minister fast, at regeringen i Budapest er klar til at forhandle med EU, skriver AFP.
- Ungarn er klar til at løse alle emner, der er under udvikling i den tekniske dialog med Europakommissionen, siger kommunikationsminister Zoltan Kovacs, som er på besøg i Strasbourg.
- Vi har ikke nogen strid med kommissionen over basale principper, tilføjer han.
Den ungarske regering er "fortrøstningsfuld" over, at de nok skal nå en aftale, lyder det fra ministeren.
György Schöpflin er dog over for Ritzau heller ikke tvivl om, at Ungarns regering kan føle sig nødsaget til at stå fast.
- Hvis der er en rent juridisk situation, må Budapest håndtere det. Men det er klart, at hvis kommissionen træder langt ind på Ungarns suveræne område, så kan regeringen jo være nødt til at sige: Vi ses i retten, siger han.
Den ungarske europaparlamentariker skelner skarpt mellem kommissionens juridiske proces og det mere politiske skridt, hvor flere af hans politiske modstandere i parlamentet vil tvinge EU's ministerråd til at forholde sig til, om Ungarn skal straffes ved for eksempel at miste sin stemmeret.
Premierministeren i Ungarn Viktor Orban rejser til Bruxelles 24. januar for at mødes med kommissionsformand José Manuel Barroso.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned