Ungarn har indkaldt svensk ambassadør efter kritik

Ungarn har indkaldt Sveriges ambassadør i Budapest, efter at den svenske udenrigsminister, Margot Wallström, i et tweet har skrevet, at Ungarns premierminister, Viktor Orbán, og den italienske indenrigsminister, Matteo Salvini, er ved at danne en alliance mod demokrater. Foto: Soren Andersson/Ritzau Scanpix

Ungarns udenrigsminister siger, at den svenske regering har iværksat "nye angreb" mod Ungarn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ungarns udenrigsminister, Péter Szijjártó, har indkaldt Sveriges ambassadør, fordi svenske ministre har fremsat "kritiske bemærkninger" om Ungarn. Det er sket i forbindelse med udtalelser for og imod den franske præsident, Emmanuel Macron.

Udenrigsministeriet i Budapest henviser til, at den svenske migrationsminister, Helene Fritzon, har kritiseret ungarernes indvandringspolitik.

I en erklæring skriver Szijjártó, at Sveriges regering, som går ind for indvandring, har iværksat "nye angreb" mod Ungarn.

Det hedder videre, at den svenske udenrigsminister, Margot Wallström, i et tweet har skrevet, at den ungarske premierminister, Viktor Orbán, og den italienske indenrigsminister, Matteo Salvini, er ved at danne en alliance mod demokrater.

I et Twitterindlæg bliver den svenske udenrigsminister kritiseret for at støtte Macron i den europæiske migrationspolitik.

- Bring it om (kom bare an), skriver Wallström, som svar på et tidligere udspil fra Orbán og Italiens indenrigsminister.

Macron sagde under sit besøg i Danmark tidligere på ugen, at han opfatter sig selv som en hovedmodstander af Orban og anti-indvandringspartierne i det østlige Europa.

Udtalelsen var en reaktion på udtalelser fra Salvini og Orban.

- Det står klart, at der i dag er en stor kløft mellem nationalister og progressive, og jeg ville ikke på nogen måde give efter for dem, som opildner til had, sagde den franske præsident i et svar på et spørgsmål om udtalelserne i Budapest og Rom.

Salvinis Liga er allieret med Marine Le Pens højreorienterede parti i Frankrig.