Ungarsk premierminister i modvind

Nogle elsker ham, andre hader ham. Sjældent har en ungarsk politiker delt vandene som Ungarns premierminister, Viktor Orbán.

Den 48-årige far til fem blev landets nye stærke mand, da han som leder af det nationalkonservative Fidesz-parti i 2010 satte sig på over to tredjedele af pladserne i det ungarske parlamentet.

Efter af have vundet flertallet i parlamentet har Orban, der beskrives som en karismatisk hidsigprop med en meget egenrådig ledelsesstil, indledt et omfattende reformarbejde, som blandt andet har ført til en ændring af landets forfatning.

Han har i den forbindelse mødt voldsom kritik både i hjemlandet og i udlandet for at indføre stadig mere autoritære tilstande, der er på vej til at isolere landet internationalt.

Kritikere siger ligefrem, at Orban er i gang med at afvikle demokratiet.

Han har underlagt domstolene øget politisk kontrol, givet både trykte og elektroniske medier mundkurv på, indskrænket nationalbankens uafhængighed og ændret valgloven, så den favoriserer Orbans eget parti, der er landets største.

Tiltag der ifølge kritikerne skal sikre Orban og hans parti, Fidesz, genvalg i 2014.

I tirsdags annoncerede kommissionsformand Jose Barrosos så i EU-Parlamentet i Strasbourg, at man har taget de første retslige skridt i en traktatsag mod Ungarn.

Viktor Orbán skal møde de mere end 700 EU-parlamentarikere til en debat om sine forslag til forfatningsændringer i Ungarn.

Det er ventet, at parlamentet under debatten muligvis vil aktivere den såkaldte artikel syv, som tvinger stats- og regeringschefer til at tage stilling til, om Ungarn skal pålægges sanktioner. Det vil i så fald være første gang, at artikel syv bliver aktiveret.

EU-Kommissionen har givet Ungarn en måned til at svare på kritikken.

/ritzau/

Efter ballade om Ungarns nye grundlov må premierminister Viktor Orbán stå skoleret for EU-Kommisionen.

Offentliggjort Sidst opdateret