Unge fra Vesten lader sig ikke anfægte af den amerikanske efterretningstjeneste CIA's intensiverede missilangreb med førerløse fly i grænseområdet mellem Afghanistan og Pakistan.
Strømmen af amerikanske og europæiske unge, der drager til de urolige klanområder for at modtage træning i al-Qaedas og Talibans militante lejre fortsætter med uformindsket styrke, rapporterer avisen Washington Post.
Siden januar er mindst 30 tyske statsborgere rejst til Pakistan for at blive trænet i lejrene. Omkring 10 af dem er vendt tilbage til Tyskland, hvilket har øget bekymringen for, at nye terrorangreb mod europæiske mål kan være i støbeskeen.
- Vi mener, at dette er tilstrækkeligt til at vise, hvor alvorlig truslen er, siger en højtstående embedsmand, der ønsker at være anonym.
Tyske efterretningstjenester har den seneste måned været i højeste alarmberedskab, efter at grupper med forbindelser til Taliban og al-Qaeda har udsendt flere videoer med trusler om angreb mod tyske mål, hvis regeringen ikke trækker sine styrker hjem fra Afghanistan.
Også andre europæiske lande kæmper for at holde deres statsborgere væk fra den paramilitære træning i Pakistan. I august blev 12 udlændinge anholdt af pakistansk politi på vej til den urolige provins Nordwaziristan tæt på den afghanske grænse, hvor mange af lejrene ligger.
Blandt de anholdte var fire svenskere, heriblandt Mehdi Ghezali, der har været fange i den amerikanske Guantanamo-lejr.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker