UNHCR beder Trump genoverveje sit stop for flygtninge
Donald Trump fremlagde fredag et dekret, der sætter en stopper for USA's modtagelse af flygtninge i op til 120 dage. Foto: AP/Evan Vucci
AP/Evan Vucci
FN-organisationen reagerer med bekymring over, at USA ikke vil modtage flygtninge de næste 120 dage.
FN's flygtningeorganisation (UNHCR) og Den Internationale Organisation for Migration (IOM) anmoder nu USA's præsident, Donald Trump, om fortsat at åbne døren en smule for folk på flugt.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det sker, efter at Trump natten til lørdag dansk tid har underskrevet et dekret, der sætter USA's modtagelse af flygtninge i bero i fire måneder.
- Behovet for hjælp til flygtninge og migranter har aldrig været større, og USA's genbosættelsesprogram er et af de vigtigste i verden, lyder det i en fælles udtalelse fra de to bureauer lørdag.
USA's program for bosættelse af flygtninge bliver indstillet i op til 120 dage, indtil nye regler for at vurdere og kontrollere flygtninge er kommet på plads.
IOM og UNHCR siger, at de fremadrettet vil fortsætte samarbejdet med USA for at sikre en sikker genbosættelse af flygtninge i USA.
- Vi er meget overbeviste om, at flygtninge, uanset religion, nationalitet eller race, har ret til lige behandling, beskyttelse og hjælp, hedder det i udtalelsen.
Antallet af flygtninge, som USA vil tage imod i indeværende budgetår, bliver skåret ned til 50.000. Det er mere end en halvering af den tidligere præsident Barack Obamas grænse på 110.000.
I løbet af det seneste budgetår, der går fra 1. oktober til 30. september, tog USA imod 84.995 flygtninge, herunder 12.587 fra Syrien.
FN-organerne håber, "at USA vil fortsætte sit lederskab og lange tradition med at beskytte de, der flygter fra konflikter og forfølgelse."
Præsident Trump siger, at han ønsker at sikre sig, at der ikke skjuler sig potentielle terrorister blandt de folk, USA lukker ind.
Modsat argumenterer UNHCR med, at de folk, som kommer ind i USA i dag, er blevet kontrolleret meget mere end i mange andre lande, skriver AFP.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde