Unicef: Børn udgør næsten halvdelen af medlemmerne i Haitis bander
Unicef opfordrer Haitis sikkerhedsstyrker til at prioritere haitianske børns sikkerhed. (Arkivfoto). Foto: Clarens Siffroy/Ritzau Scanpix
Haitis børn tvinges ifølge Unicef til at melde sig ind i bander for blandt andet at forsørge deres familier.
Antallet af haitianske børn, der bliver rekrutteret af væbnede grupper, er steget med 70 procent det seneste år.
Det skriver FN's Børnefond, Unicef, i en pressemeddelelse natten til mandag.
Mindreårige udgør nu næsten halvdelen af medlemmerne i haitianske bander, lyder det i udtalelsen fra Unicefs direktør Catherine Russell.
- Børn i Haiti er fanget i en ond cirkel: De rekrutteres af de væbnede grupper, hvilket bare gør dem endnu mere desperate, og dermed melder flere børn sig ind.
- Denne tendens er uacceptabel og skal vendes, siger Catherine Russell.
Stigningen i rekrutteringen kommer i en tid, hvor vold hærger store dele af Haiti, der befinder sig i en dyb krise.
Det gælder blandt andet hovedstaden Port-au-Prince. Tungt bevæbnede bander kontrollerer omkring 80 procent af byen og retter jævnligt angreb mod civile.
Børn bliver tvunget til at melde sig ind i bander for at forsørge deres familier, eller fordi de bliver truet til det, skriver Unicef i pressemeddelelsen.
Mange bliver rekrutteret, efter at de er blevet adskilt fra deres forældre eller andre omsorgspersoner, lyder det fra organisationen.
- Kaos og rædsel er blevet en del af dagligdagen, siger Catherine Russell.
Krisen har gjort, at den kritiske infrastruktur nærmest er kollapset, og at store dele af befolkningen er ramt af fattigdom.
FN's højkommissær for menneskerettigheder, Volker Türk, sagde onsdag, at de omkring fire millioner indbyggere i Port-au-Prince "praktisk talt bliver holdt som gidsler", idet bander kontrollerer alle hovedveje ind og ud af hovedstaden.
Den internationale nødhjælpsorganisation Læger Uden Grænser (MSF) meddelte samme dag, at den trækker sig ud af hovedstaden på grund af dødstrusler og trusler om voldtægt.
Ifølge Unicef lever 1,2 millioner børn under truslen om væbnet vold i Port-au-Prince.
Unicef opfordrer alle parter i Haiti - herunder sikkerhedsstyrkerne og regeringen - til at prioritere sikkerheden og beskyttelsen af alle børn.
/ritzau/
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker