Unicef: Regntiden truer nødhjælpen i Nepal
FN's børnefond advarer mod, at regn kan komme til at sprede smitsomme sygdomme i Nepal efter jordskælv.
Der er akut behov for nødhjælp i det jordskælvsramte Nepal, som inden for få uger går ind i regntiden.
Det siger FN's børnefond Unicef, som advarer mod, at regnen vil forhøje risikoen for spredning af sygdomme som kolera og diarré.
- Jordskælvet har skabt ufattelige ødelæggelser. Hospitaler er overfyldte, der mangler vand, lig er fortsat begravet i murbrokkerne, og folk sover stadig udenfor. Dette danner perfekt grobund for sygdomme, siger Rownak Khan, Unicefs næstkommanderende i Nepal, i en pressemeddelelse.
Flere end 6000 personer har mistet livet i forbindelse med jordskælvet, der ramte for en uge siden, og adskillige tusinde meldes kvæstet.
Redningsarbejdet i Nepal fortsætter, men håbet om at finde flere overlevende svinder i takt med tiden, og dødstallet ventes at stige.
Eftersøgningen besværliggøres desuden af efterskælv og ødelagte bygninger. 130.000 huse meldes styrtet i jorden, og tre millioner mennesker har brug for mad.
- Vi har et lille tidsvindue, hvor vi kan sikre børn mod udbrud af smitsomme sygdomme - en fare, der vil blive forværret af de våde og mudrede forhold, som regnen bringer med sig, siger Rownak Khan.
- Derfor er det så vigtigt at få medicin, medicinsk udstyr, telte og vandforsyninger ud til disse områder nu, understreger Khan.
I den seneste uge har Unicef fløjet over 80 ton nødhjælp ind i form af blandt andet telte, tæpper og fødevarer. Samtidig yder organisationen psykologstøtte i flere forskellige byer.
Unicef siger, at organisationen har brug for 50 millioner dollar i sit nødhjælpsarbejde i Nepal de næste tre måneder.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde