Uro i Egypten: Mindst 26 dræbt på blodig fredag
12 personer er blevet dræbt i sammenstød i Egyptens andenstørste by, Alexandria, lyder det fra lederen af byens sundhedsmyndigheder natten til lørdag.
Omkring 200 mennesker blev såret i uroen mellem tilhængere og modstandere af den afsatte præsident, Mohamed Mursi. De fleste af de dræbte blev ramt af skud.
Dermed har mindst 26 personer mistet livet i løbet af fredagen, hvor titusindvis af tilhængere af Mursi gik på gaden for at protestere mod militærets indgreb.
En koalition af islamistiske egyptiske grupper - inklusiv Mursis Muslimske Broderskab - lover flere "fredelige" demonstrationer lørdag. De kræver, at militæret genindsætter landets første demokratisk valgte leder, lyder det i en meddelelse natten til lørdag.
På den nordlige Sinai-halvø stormede Mursi-støtter et provins-hovedkvarter i byen El-Arish. Der blev affyret skud, og et sort banner tilhørende al-Qaeda-inspirerede militante islamister blev hejst, fortæller AFP's korrespondent.
Samtidig fortsætter politiet med at anholde højtstående islamister i landet. Således blev næstformanden for Det Muslimske Broderskab, Khairat El-Shater, der af mange bliver betragtet som den mest magtfulde Mursi-støtte, anholdt sent fredag.
En talsmand for FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, opfordrer til en fredelig afslutning på den politiske krise i landet.
- Gengældelse eller eksklusion af større partier eller samfundsgrupper hører sig ikke til, lyder det i udtalelsen.
På Kairos ikoniske Tahrir-plads blev mindst to personer dræbt, da Mursi-støtter udvekslede ild med hans modstandere, lød det på stats-tv.
Sammenstødene aftog, da militæret satte ind med pansrede køretøjer og skilte demonstranterne ad.
- Vi tager ikke parti. Vores mission er at sikre demonstranternes liv, siger militærtalsmand Ahmed Ali.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde