Uro præger starten på Demokraternes konvent
E-mail sag giver ikke Demokraterne den bedste start på partikonvent, som ventes at opfordre til samling.
Det Demokratiske Parti tager mandag aften dansk tid hul på det partikonvent, der skal munde ud i nomineringen af Hillary Clinton som partiets præsidentkandidat.
Men konventet er kastet ud i turbulens inden starten, efter at en lækage af e-mails fra partiorganisationens top antydede, at den forsøgte at lægge hindringer i vejen for, at Clintons nærmeste modstander, Bernie Sanders, vandt nomineringen.
Søndag indgav lederen af partiorganisationen, Debbie Wasserman Schultz, sin afskedsbegæring som følge af sagen.
Mandag blev hun mødt af råb fra vrede demonstranter, da hun skulle tale til partiets delegerede ved et morgenmads-arrangement, inden konventet officielt indledes.
Lækagesagen er en ren foræring til Hillary Clintons republikanske modstander, Donald Trump.
- Demokraterne er ved at nedsmelte totalt, skrev en hoverende Trump på Twitter.
- E-mails viser, at svindelsystemet lever i bedste velgående.
Mandag aften dansk tid meddelte forbundspolitiet FBI, at det vil undersøge lækagen nærmere af bekymring for, at hackere kan udnytte den.
Det er ikke ligefrem den start på konventet, Demokraterne har ønsket sig.
I løbet af de næste dage skal en lang række af partiets absolut største stjerner holde tale, heriblandt præsident Barack Obama, førstedame Michelle Obama samt tidligere præsident Bill Clinton.
Talerne ventes at være centreret om forsoning mellem Clinton-fløjen og Sanders-fløjen og om at skabe samling i partiet.
Sanders selv, som har givet Clinton sin officielle opbakning, skal også tale i bedste sendetid mandag aften.
Han betegnede søndag oplysningerne i de lækkede e-mails som "skandaløse", men ventes i sin tale at understrege, at det vigtigste for partiet nu er at stå sammen og prøve at forhindre Trump i at vinde præsidentvalget i november.
Demokraternes partikonvent indledes mandag aften klokken 22.00 dansk tid i Philadelphia. Det løber frem til fredag.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker