Uroen ulmer i Malawi, en tidligere britisk koloni i det sydøstlige Afrika. I flere byer i landet er der udbrudt uroligheder mod præsident Bingu wa Mutharika, som Storbritannien beskylder for at være stadig mere tyrannisk.
Mindst en person blev dræbt og syv såret under uroligheder i byen Mzuzu onsdag. Samtidig åbnede politiet ild mod demonstranter i hovedstaden Lilongwe og benyttede tåregas i landets finansielle hovedby, Blantyre.
- Politiet var de eneste, der skød, siger en embedsmand ved hovedhospitalet i Mzuzu. Han ønsker dog ikke sit navn frem.
En domstol havde givet tilladelse til demonstrationerne, men ikke desto mindre blev demonstranterne mødt med betydelig vold fra politiets side. Det oplyser Mike Chipalasa, talsmand for menneskeretskommissionen i Malawi.
- Demonstranter er blevet gennemtævet på det forfærdeligste og smidt i politiets vogne, siger han til nyhedsbureauet AFP.
I april offentliggjorde Wikileaks dokumenter, der afslørede, at Storbritanniens ambassadør i Malawi mente, at landets præsident var ved at blive "stadig mere autokratisk og intolerant over for kritik".
Det førte til, at ambassadør Fergus Cochrane-Dyet fik 72 timer til at forlade Malawi.
Den diplomatiske krise mellem Storbritannien og Malawi førte sidste uge til, at briterne suspenderede bistandshjælp for over 160 millioner kroner til det afrikanske land.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde