Barry Walter Bujol jr. blev pågrebet i maj 2010, efter han viste falsk legitimation i et forsøg på at snige sig om bord på et fragtskib i Houston.
Skibet skulle til Algeriet, og under en afhøring har Bujol oplyst, at han ønskede at rejse til Yemen for at slutte sig til militante muslimer. Ifølge FBI havde han tre gange tidligere forsøgt at rejse fra USA til Mellemøsten, men hver gang blev han standset.
Efterforskningen har afdækket, hvordan han kommunikerede med den radikale islamist Anwar al-Awlaki via e-mail. Gentagne gange ytrede han ønske om at deltage i hellig krig mod amerikanske mål.
Anwar al-Awlaki, der blev født i USA, blev i september 2011 dræbt under et amerikansk droneangreb i Yemen.
Under retssagen erkendte Bujol, at han ønskede at forlade USA for "at blive en bedre muslim", men han afviste anklagen om, at han ønskede at slutte sig til en militant gruppe.
Torsdag faldt dommen på 20 års fængsel. 15 år for planlægning af terroraktioner mod amerikanske mål og fem år for brug af falske identitetspapirer.
- Vi tager ikke let på sager, der har med den nationale sikkerhed at gøre. Denne sag og den succesfulde måde, den er løst på, viser vores vilje til at gøre samfundet til et tryggere sted at leve, siger den offentlige anklager Kenneth Magidson.
I Bujols hjem fandt politiet belastende materiale. Blandt andet en video på hans computer, hvor han fortæller sin kone, at han sandsynligvis ikke ville se hende igen i dette liv, fordi han ville i hellig krig.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker