USA advarer: Hold jer fra Sudan og Tunesien
De seneste dagens voldsomme uroligheder i Mellemøsten og Nordafrika får nu USA til at advare sine borgere mod at rejse til Sudan og Tunesien.
Desuden skal alle diplomater, som ikke er strengt nødvendige, forlade de to lande efter fredagens blodige angreb på amerikanske ambassader.
I Tunesiens hovedstad, Tunis, blev fire mennesker dræbt og 49 kvæstet, da vrede demonstranter gik til angreb på USA's ambassadebygning.
Længere sydpå mistede to mennesker livet i Sudans hovedstad, Khartoum, da omkring 5000 demonstranter forsøgte at storme både USA, Storbritannien og Tysklands ambassader.
- På grund af situationen i Tunis og Khartoum har det amerikanske udenrigsministerium bestemt, at alle familiemedlemmer og al personale, som ikke er altafgørende, skal tage hjem.
- Desuden er der udstedt advarsler til alle amerikanske borgere mod at rejse til begge lande, siger en talsmand for det amerikanske udenrigsministerium.
USA opfordrer amerikanerne til at undgå alle former for offentlige demonstrationer i de to lande, da selv fredelige protester kan udvikle sig voldeligt i løbet af kort tid, forklarer talsmanden.
En amerikanskproduceret amatørfilm har udløst en række demonstrationer i både Mellemøsten, Nordafrika, Asien og Australien, siden et videoklip endte på YouTube tirsdag.
Filmen håner angiveligt profeten Muhammed, og det har fornærmet muslimer verden over.
USA meddeler, at landet har sendt militære styrker til ambassader og konsulater i alt 18 lande for at øge sikkerheden.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned