USA advarer i Nato Tyrkiet mod russiske raketter
USA's fungerende forsvarsminister, Mark Esper (th), udveksler håndtryk med sin tyrkiske modpart, Hulusi Akar, ved Nato's forsvarsministermøde i Bruxelles. Mødet finder sted i Nato-hovedkvarteret onsdag og torsdag. Foto: Virginia Mayo/Ritzau Scanpix
Virginia Mayo/Ritzau Scanpix
Det russiske nyhedsbureau Ifax skriver, at Rusland vil levere de første S-400 missiler til Tyrkiet i juli.
USA's fungerende forsvarsminister, Mark Esper, advarer onsdag sin tyrkiske modpart om, at det vil få konsekvenser, hvis Tyrkiet erhverver sig det russiske luftforsvarssystem S-400.
Det russiske nyhedsbureau Ifax skriver samtidig, at Rusland vil levere de første S-400-missiler til Tyrkiet i juli.
- Vi vil gennemføre den første leverance af missiler i juli som planlagt, siger Alexander Mikheev, som leder Ruslands statslige våbeneksport i Rosoboronexport.
Nato-landet Tyrkiet har skabt vrede i Washington, som truer med sanktioner mod Tyrkiet, hvis det gennemfører købet af det russiske luftforsvarssystem.
Rusland fordømte i maj, at USA angiveligt har givet Tyrkiet et ultimatum i striden om luftforsvarssystemet. Kremls talsmand, Dmitrij Peskov, sagde, at Rusland opfatter salget af jord-til-luft-missilsystemet S-400 til Tyrkiet som en handel, der allerede er gennemført.
En anonym amerikansk embedsmand siger i Bruxelles onsdag, at der "ikke er nogen overraskelser i drøftelserne mellem USA og Tyrkiet" om S-400 systemet.
USA's fungerende forsvarsminister advarer om, at hvis Tyrkiet gennemfører dets planer om at erhverve sig S-400-systemet, så vil det ikke blot medføre, at Tyrkiet ikke længere er med i F-35 kampflyprogrammet, men også betyde økonomiske sanktioner fra USA mod den tyrkiske økonomi.
- Forsvarsministeren var meget bestemt i sin advarsel til Tyrkiet endnu engang. Han gjorde det klart, at Tyrkiet ikke både vil have S-400 og F-35, siger den anonyme amerikanske embedsmand og tilføjer:
- Og hvis tyrkerne accepterer S-400, så vil det medføre sanktioner - ikke kun mod F-35 programmet, men også mod deres økonomi.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker