USA afviser nordkoreansk tilbud om fredsforhandlinger
USA deltager ikke i fredsforhandlinger med Nordkorea, før nordkoreanerne vil skære ned på deres atomprogram.
USA har afvist et tilbud om fredsforhandlinger fra Nordkorea, fordi nordkoreanerne ikke vil indgå en aftale om at skære ned på landets atomprogram.
- Vi har nøje overvejet deres forslag, og vi har gjort det klart, at afvikling af deres atomprogram skal være en del af sådanne forhandlinger, siger John Kirby, der er talsmand for USA's udenrigsministerium.
Amerikanske myndigheder oplyste søndag, at de har modtaget et forslag fra Nordkorea om at indlede forhandlinger om en fredstraktat på den koreanske halvø.
Oplysningerne kommer, efter at avisen The Wall Street Journal har beskrevet, at præsident Barack Obama i smug har indledt forhandlinger om formelt at afslutte Koreakrigen, der fandt sted mellem 1950 og 1953, men på papiret aldrig er blevet afsluttet.
Forespørgslen var tilsyneladende blevet sendt, få dage før at Nordkorea 6. januar udførte atomprøvesprængninger.
- For at gøre det helt klart: Det var nordkoreanerne, der modsatte sig at diskutere en fredsaftale, siger John Kirby ifølge AFP.
- Nordkoreanerne afslog vores forslag. Vores forslag var i tråd med vores langvarige indsats for nedskæringer af atomarsenaler.
I stedet for fredsforhandlinger betød Nordkoreas prøvesprængninger i januar, at landet nu bliver mødt med global fordømmelse og sanktioner fra FN's Sikkerhedsråd.
Torsdag underskrev Barack Obama ny amerikansk lovgivning, der skal straffe nordkoreanernes atomprogram endnu mere.
Lovgivningen forstærker sanktionerne mod alle, der importerer varer eller teknologi, som på nogen måde er relateret til Nordkoreas atomprogram.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet