USA afviser risikabel overdragelse af jagerfly til Ukraine
Et forslag fra Polen om indirekte at overdrage MIG-kampfly til Ukraine bliver afvist af USA. (Arkivfoto) Foto: Gleb Garanich/Reuters
Gleb Garanich/Reuters
Ifølge USA's forsvarsminister er en overdragelse af jagerfly for risikabel, og det kan føre til eskalering.
Polens plan om at overdrage russiskbyggede jagerfly til Ukraine via amerikanske baser er blevet afvist af USA.
Forsvarsminister Lloyd Austin har således fortalt sin polske kollega, at han i øjeblikket ikke støtter idéen, udtaler John Kirby, talsmand for det amerikanske forsvarsministerium.
Polen foreslog tirsdag at sende sine 28 jagerfly af typen MIG-29 til Ukraine via den amerikanske base Ramstein i Tyskland.
Flyene skulle først gives til USA i bytte for andre amerikanske kampfly.
Ukraine har modtaget store mængder våben fra Nato-landene for at kæmpe mod Ruslands invasion, men Ukraine har også efterspurgt kampfly.
USA har ikke været direkte imod at give Ukraine jagerfly, men blev overrasket over Polens tilbud om at sende sine fly til Ramstein.
Først udtalte det amerikanske forsvarsministerium sig med skepsis, inden ministeriet altså helt har afvist det onsdag.
Ifølge den amerikanske forsvarsminister er forslaget for risikabelt. Frygten fra USA's side er, at Rusland vil opfatte det som en eskalering af krigen.
- Overdragelsen kan opfattes som en eskalering og kan resultere i en markant russisk reaktion, der kan føre til en militær eskalering med Nato-alliancen, siger John Kirby.
Ukraine er ikke medlem af Nato.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, talte til det amerikanske Senat lørdag. Her opfordrede han USA til enten at lukke luftrummet over Ukraine eller til at hjælpe med at få sendt kampfly til landet.
Søndag bad Zelenskyj igen om hjælp til at lukke luftrummet. Samtidig efterspurgte han militære bidrag, som kan styrke landets forsvar mod angreb fra luften.
Flere slags våben, ammunition og andre militære midler er allerede blevet sendt til Ukraine fra flere vestlige allierede, som også har indført omfattende sanktioner mod Rusland.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker