USA anholder colombianer mistænkt for drab på Haitis præsident

Haitis premierminister, Ariel Henry, blev forsøgt dræbt ved et attentat mandag. Næsten samtidig med rapporterne om attentatet blev der i USA anholdt en mand, som skulle have været indblandet i attentatet på Haitis præsident Moise i juli. Foto: Richard Pierrin/Ritzau Scanpix

En mand er anholdt for medvirken til drab på Haitis præsident. Det sker samtidig med rapporter om nyt angreb.

Offentliggjort Sidst opdateret

De amerikanske myndigheder har anholdt en colombiansk mand, som er mistænkt for at være involveret i drabet på Haitis præsident, Javenel Moise, i juli.

Meddelelsen om anholdelsen kommer samtidig med rapporter om, at bevæbnede mænd uden held forsøgte at dræbe Haitis premierminister, Ariel Henry, under en begivenhed i weekenden.

Det fattige og tilbagestående Haiti har været præget af politisk uro siden drabet på præsident Jovenel Moïse i juli. Her opsøgte en bevæbnet gruppe præsidentens bolig midt om natten og skød og dræbte ham, mens han sov.

Efter Moïses død har Ariel Henry været indsat som midlertidigt statsoverhoved. Landet har ikke fastsat en dato for, hvornår der skal vælges ny præsident.

Valget er flere gange blevet udskudt.

Moïse blev inden drabet beskyldt for at forsøge at forlænge sin embedsperiode på ubestemt tid med udskydelser af valget, der oprindeligt skulle have være afholdt i 2018.

Premierministerens kontor oplyser, at der er blevet udsendt en arrestordre på de mistænkte, der skød mod Ariel Henry.

Angrebet har fornyet bekymringerne for embedsmænds sikkerhed i Haiti.