USA beskylder nu åbent Rusland for at lyve
Rusland fik klar besked fra den amerikanske FN-ambassadør på møde i Sikkerhedsrådet.
USA beskyldte torsdag Rusland for at lyve om landets rolle i den ukrainske konflikt og truer med at stramme de økonomiske sanktioner.
Præsident Barack Obama sagde på et pressemøde i Washington, at "det er tydeligt for resten af verden", at russiske styrker kæmper inde i Ukraine, og på et møde i FN's Sikkerhedsråd havde den amerikanske FN-ambassadør, Samantha Power, lagt den diplomatiske høflighed til side over for Rusland.
- Det har manipuleret, det har korrumperet, og det har direkte løjet, sagde Power på mødet om styret i Moskva, der benægter at have beordret soldater ind i Ukraine.
Hun beskyldte Rusland for nu at have vist sit sande ansigt "ved en bevidst indsats for at støtte, og nu kæmpe sammen med, ulovlige separatister i et andet suverænt land".
Tidligere torsdag havde det russiske forsvarsministerium på det kraftigste afvist beskyldninger fra Nato og den ukrainske regering om, at landets militær opererer i det østlige Ukraine.
Ukraines sikkerhedsråd meddelte, at "russiske styrker" havde erobret en vigtig grænseby, Novoasovsk.
Storbritanniens FN-ambassadør, Mark Lyall Grant, gentog på mødet i Sikkerhedsrådet Natos påstand om, at over 1000 russiske soldater deltager i kampe mod ukrainske styrker. Russerne råder over pansrede køretøjer, artilleri og luftforsvarssystemer.
Barack Obama, der i næste uge deltager i et Nato-møde i Wales, håber fortsat på en fredelig løsning i konflikten.
- Vi sætter ikke militæret ind for at løse det ukrainske problem. Vi mobiliserer det internationale samfund til at øge presset på Rusland, siger han.
Og dermed er der udsigt til flere sanktioner.
- Vi har en række værktøjer til vores rådighed, siger Jen Psaki, talsmand for det amerikanske udenrigsministerium, og tilføjer, at yderligere sanktioner mod Rusland er "det mest effektive værktøj".
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker