USA: Brandofre kan måske kun identificeres via dna
Udover at være de dødeligste skovbrande i Californiens historie har de to enorme brande i henholdsvis Nord- og Sydcalifornien været de mest ødelæggende i forhold til bygninger. Tusindvis af familier vender i disse dage tilbage til totalt nedbrændte hjem efter at være blevet evakueret. Foto: Frederic J. Brown/Ritzau Scanpix
Frederic J. Brown/Ritzau Scanpix
Brændte tænder og hud besværliggør identifikation af ofre for naturbrande i Californien ifølge retsmediciner.
Foruden redningsindsatser og brandslukning er identifikation af dødsofre en vigtig opgave i forbindelse med de omfattende naturbrande i den amerikanske delstat Californien.
Men ild kan umuliggøre de klassiske metoder at identificere på.
Det fortæller Peter Thiis Knudsen, der er vicestatsobducent ved Retsmedicinsk Institut på Syddansk Universitet.
- Man bruger primært fingeraftryk, tandoplysninger eller dna, siger han.
- Men i tilfælde af brand, så er fingeraftryk sjældent til megen brug, hvis ofrene er meget medtagede. Tandoplysninger kan være besværlige, da tænderne også kan være brændt af.
Den eneste mulighed kan derfor ifølge retsmedicineren være dna-prøver, som man sammenligner med det formodede offers biologiske forældre eller børn.
- Man kan identificere en persons dna ved hjælp af en relativt lille mængde væv. Selv efter brandulykker vil der som regel være nok tilbage til en dna-prøve, siger Peter Thiis Knudsen.
Antallet af dødsofre for de historisk store naturbrande i delstaten er steget til 71, mens 1011 mennesker fortsat er meldt savnet, rapporterer nyhedsbureauet AP.
Langt størstedelen af de savnede er ældre over 65 år.
Det giver måske de amerikanske retsmedicinere flere værktøjer at arbejde med. Det øger i hvert fald sandsynligheden for at bruge såkaldte sekundære identifikationsmetoder.
- Hvis man ved operation har fået indsat proteser, skruer eller lignende, foreligger der et røntgenbillede. Man kan så tage et røntgenfoto af liget og sammenligne de to for at identificere den afdøde, siger Peter Thiis Knudsen.
Pacemakere er ifølge ham det bedste, man kan finde, da de bærer et unikt stelnummer, som er tilknyttet den afdødes oplysninger.
Ifølge lokale myndigheder i Californien kan antallet af savnede både stige og falde i den nærmeste fremtid i takt med tilbagemeldinger fra sluknings- og redningsarbejdet, som stadig er i fuld gang, skriver nyhedsbureauet AFP.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker