USA-ekspert: Amerikanerne opfatter politikerne som børn
Det ligner så småt en leg blandt de amerikanske politikere, der ikke ser ud til foreløbig at finde et fælles kompromis om landets budget.
Sådan lyder det fra Mads Fuglede, USA-ekspert og ph.d.-stipendiat fra Københavns Universitet.
Efter at der den seneste uge har været erklæret amerikansk nedlukning, hvor mange tusinde statsansatte er sendt på orlov, begynder befolkningen så småt at vise sin utilfredshed.
- De sidder tilbage og tænker, at de lige nu har et dårligt fungerende demokrati. Efter min vurdering peger amerikanerne fingre af alle parter i centralmagten. Mange opfatter dem simpelthen som børn, fordi det bliver behandlet så barnagtigt, fortæller Mads Fuglede.
USA-eksperten siger, at flere meningsmålinger viser, at forhandlingerne mellem demokraterne og republikanerne bliver anset som værende barnagtige.
Konflikten og skillepunktet mellem de amerikanske politikere er, at de mest konservative republikanere kæmper mod præsident Barack Obamas sundhedsreform, den såkaldte Obamacare.
Ind til nu er det lykkedes at få resten af det republikanske parti til at nægte at stemme for demokraternes budget, medmindre sundhedsreformen udskydes et år.
- Det er to parter, som ideologisk ligger meget langt fra hinanden. Jeg er ikke i tvivl om, at republikanerne mener deres modstand mod Obamacare alvorligt, siger Mads Fuglede og fortsætter med at understrege:
- Men republikanerne har jo stemt om det og vedtaget den. Så kan de ikke bagefter gå ud og sige, at de vil fortsætte med at modarbejde den. Når der er blevet stemt om noget, og man har tabt, så må man komme videre og vinde nye sejre, pointerer han.
Ifølge Mads Fuglede er det dog ikke den ellers klare logik, der finder sted i øjeblikket.
I stedet mener republikanerne, at de alligevel kan forsøge at gøre det så surt for de andre, at de ender med at blive handlingslammede.
- Og det er jo ikke noget, som folk forventer af et parlament, fastslår Mads Fuglede.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker