USA-ekspert: Far afgør Romney-rivals skæbne

Det er i høj grad op til Jon Huntsmans far, om sønnen skal fortsætte sin kamp for at blive præsidentkandidat for republikanerne efter primærvalget i New Hampshire. Sådan lyder det fra USA-ekspert Niels Bjerre-Poulsen fra Syddansk Universitet.

- Huntsmans far er en meget, meget rig mand og spørgsmålet er nu, om han er overbevist om, at det er værd at udskrive en check til sønnike eller andre vil betale for at Huntsman fortsætter i valgkampen, siger han.

Jon Huntsman bliver ligesom Mitt Romney opfattet som moderat republikaner, og derfor er de to af mange udset som de største konkurrenter. Og valget i New Hampshire gav Huntsman cirka 16 procent af stemmerne mod Romneys godt 40 procent.

- Svendeprøven var her i New Hampshire og resultatet er lidt, om glasset er halvt fyldt eller halvt tomt. Han fik ikke klemt sig ind på en andenplads, men han klarede sig et stykke over Gingrich og Santorum, siger Niels Bjerre-Poulsen.

Niels Bjerre-Poulsen tror dog på, at Jon Huntsman fortsætter valgkampen lidt endnu.

Hvis Mitt Romney ikke får overbevist vælgerne endegyldigt over de næste par valg, så vil Huntsman stå som det mest reelle alternativ, siger han.

En anden USA-ekspert, Mads Fuglede fra Københavns Universitet, mener, at resultatet i New Hampshire for alvor har rykket Mitt Romney tættere på at blive den endelige kandidat. Og det er Niels Bjerre-Poulsen enig i.

- Alle har hele tiden forventet, at Romney ville vinde i New Hampshire. Vinder han i South Carolina, så tror jeg, at det ret hurtigt vil stå klart, at han er kandidaten, siger Niels Bjerre-Poulsen.

/ritzau/

Det mest spændende er, om Jon Huntsman fortsætter efter primærvalget i New Hampshire, siger ekspert.

Offentliggjort Sidst opdateret