USA-ekspert: Supertirsdag bliver afgørende

Det vurderer Mads Fuglede, USA-ekspert ved Københavns Universitet.

- Hans modstandere havde netop håbet på, at Romney ville ende med et resultat, som kunne tolkes negativt, siger han og fortsætter:

- At han endnu engang ikke lykkes med at bryde grænsen på 50 procent, giver hans modstandere forhåbning om, at det ikke kan lade sig gøre for ham.

Søndag eftermiddag dansk tid var resultatet endnu ikke helt klart, men de seneste tal siger, at Romney er meget tæt på de 50 procent.

Ved 14-tiden dansk tid var 71 procent af stemmerne talt op, og da havde Romney fået 48 procent, skriver nyhedsbureauet AFP.

Romney vandt det tilsvarende valg i Nevada i 2008, hvor han fik 51 procent af stemmerne.

Mads Fuglede siger, at staten siden 2008 er blevet mere populistisk, hvilket er en fordel for Romneys største konkurrent, Newt Gingrich, der dog foreløbig kun ligger til 23 procent af stemmerne.

Selv om Romney måske ikke når halvdelen af stemmerne denne gang, er der på ingen måde tale om et katastrofevalg.

- Det er ikke et dårligt resultat, men han havde håbet at bryde 50-procent-grænsen, hvor man vinder så overbevisende, at det virker, som om alle bakker op omkring én, siger Mads Fuglede.

Den såkaldte supertirsdag bliver - ifølge Mads Fuglede - afgørende for, hvem der bliver Republikanernes præsidentkandidat.

Den løber af stablen 6. marts med valg i Alaska, Georgia, Idaho, Massachusetts, North Dakota, Ohio, Oklahoma, Tennessee, Vermont, Virginia og Wyoming.

Og her skal Newt Gingrich sætte sin lid til, at de andre sydstater vil følge South Carolinas eksempel. Her fik Gingrich 40 procent af stemmerne og gav Romney baghjul.

Men der ingen tvivl om, at Romney fortsat er den klare favorit.

- Han har en organisation og en økonomi, som de andre ikke kan matche. De skal satse på enkelte stater, mens Romney har mulighed for at satse på vælgere fra alle stater, siger Mads Fuglede.

/ritzau/

Kapløbet om at blive Republikanernes præsidentkandidat er endnu ikke afgjort, selv om rigmanden Mitt Romney natten til søndag dansk tid tog en storsejr ved caucusvalget i Nevada.

Offentliggjort Sidst opdateret